Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - III - I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
271
av hendes virkelige far, med sin kone og sine smaa*
piker. Han hadde bodd i Amerika og hun hadde
aldrig set ham, og han var død, og billedet stod
der, og ingen tænkte paa det, og hun tørret støv
av det hver dag og saa ikke paa det, og det var
som en anden nipsting.
Hun kom ind paa sit lille rum og begyndte at
ta ned haaret.
Løiet for sin mor hadde hun jo altid. For nåar
skulde hun kunnet være ærlig uten at gjøre moren
sorg — til ingen nytte.
Aldrig vilde mama kunnet forståa. Hun hadde
hat lykke og sorg fra hun var purung — været lykke*
lig med Jennys far og sørget over hans død og
levet videre for sit barn og været tilfreds. Og saa
hadde hun møtt Nils Berner, og han hadde fyldt
hendes tilværelse med ny lykke og ny sorg. Og
saa levet hun videre igjen i barna. Det var moder*
skapets lykke — barna, det var en tomhet, som haand*
gripelig var utfyldt, en lykke, som var kjøpt med
for reelle lidelser, som hadde været altfor legemlig
liten og lun at holde i armene til at den kunde be*
tviles. Ja sit barn maatte det være godt at elske.
Den kjærlighet var saa naturgiven, at der var ingen*
ting at gruble over. En mor tvilte ikke paa, at hun
elsket sit barn, ikke paa, at hun vilde det det bedste
og handlet til dets vel, ikke paa, at det holdt av
hende igjen. Og saa rikelig er naturens naade mot
mødrene, at det er mot barnas inderste instinkt at
betro sine bitreste og ulægelige sorger til mor. Det
er ikke stort andet end sygdom og pengesorger, de
faar vite om. Aldrig det uoprettelige — skammen,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
