Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - III - VI
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
320
Gutten hadde været liten og skrøpelig, da han
kom til verden. Men baade Jenny og fru Schlessinger
hadde syntes, han trivdes og kom sig saa storartet.
Saa blev han syk en morgen og døde ved mid*
dagstid.
Da han var begravet, gav hun sig til at graate,
og saa kunde hun ikke stanse. Hun hulket ustanse*
lig næsten, nat og dag, i uker efterpaa. Syk blev
hun ogsaa — fik betændelse i brysterne, saa fru
Schlessinger maatte hente lægen, som skar hende. —
Og de legemlige smerter og fortvilelsen i hendes
sjæl løp sammen til et, de forferdelige feber*
nætter.
Frau Schlessinger laa i værelset ved siden av.
Og nåar hun hørte de underlig dyriske, kvalte klage*
lyd inde fra den unge pikes værelse, trillet hun
forferdet ( ind og sat paa en stol foran sengen:
«Um gotteswillen, Fråulein —»
Hun stelte med Jenny, og hun klappet hendes
magre, klamme hænder med sine tykke, varme. Og
hun formante. Det var guds vilje, og det var kanske
det bedste baade for gutten og for frøkenen. Frø*
kenen var jo saa ung endnu —. Selv hadde frau
Schlessinger mistet begge sine barn — den lille Bertha,
da hun var to aar, og Wilhelm, da han var fjorten —
saan kjæk gut —. Og de var endda født i lovlig
egteskap og skulde været hendes] alderdoms støtte —
men denne lille her, han hadde jo da bare været
en lænke om foten paa frøkenen — frøkenen, som
var saa ung og pen. Ak gud ja, visst hadde han
været søt, den lille engelen, ja det var tungt
nok. —
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
