Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - III - VI
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
322
Da barnet døde, var Heggen i Dresden; hun fik et
langt og vakkert brev fra ham.
Til Gert hadde hun skrevet nogen linjer, saa*
snart hun orket. Hun opgav samtidig sin adresse,
men bad ham ikke komme før til vaaren — da var
lillegut blit stor og pen. Nu kunde nok bare hans
mor se, at han var deilig. — Da hun var oppe igjen,
skrev hun et længere brev.
Den dag, barnet var blit begravet, skrev hun
igjen og meldte i faa ord dets død. Samtidig skrev
hun, at hun reiste sydover samme aften og at han
ikke maatte vente at høre fra hende, før hun var
blit litt roligere: «Du skal ikke ængste dig for
mig,» skrev hun, «jeg er forsaavidt noksaa rolig og
fattet nu og, men grænsesløst bedrøvet naturligvis.»
Dette brev krydset et fra Gert Gram. Hans lød:
Min lille Jenny!
Tak for dit sidste brev. Allerførst vil jeg sige
dig, da det synes, som du gjør dig bebreidelser i
anledning dit forhold overfor mig — kjære lille pige,
jeg gjør dig ingen saadanne, og det maa du heller*
ikke gjøre dig selv. Du har jo aldrig været andet
end god og blid og kjærlig mod din ven. Aldrig
vil jeg glemme din ømhed og din varme i den korte
tid, du elskede mig — din søde ungdom og din fine
og blide hengivenhed i vor korte lykkes dage.
Vor lykke maatte blive kort; det burde vi vel
vidst begge. Jeg burde vidst det — du kunde
vel have vidst det, dersom du havde tenkt; men
hvad tænker to mennesker, som drages mod hinan*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
