Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - III - XI
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
373
«Ja.» Han lo litt. «De holdt jo sammen for vor
skyld i det længste. Gik der og gnuret og gnusslet
mot hinanden som to møllestener, til alt vort var
malt til pulver imellem dem. Nu var der vel
ikke mere, som kunde males istykker — saa stanset
møllen —.
Aaja. Jeg husker, mens jeg var gut. Naar de
snakket sammen — de slos ikke netop. Men det
var noget i stemmerne deres —. Mor skjældte for*
resten og brukte mund — graat tilslut —. Far var
bare rolig, stilfærdig — men der var en klang i røsten,
et hat saa koldt og haardt, saa det skar —. Jeg laa
inde paa soveværelset og pintes av en tvangsfore*
stilling, faar jeg vel kalde det. For en svir det skulde
være at ta en strikkepinde og stikke tvers gjennem
hodet, ind av det ene øret og ut av det andet —.
De stemmerne gjorde rent fysisk vondt inde i trom*
mehinderne — med en smerte, som likesom forplantet
sig indefter i hele hodet, forstaar du —.
Ja det var altsaa begyndelsen. Nu har de to
gjort sin pligt som forældre. Saa er det slut —.»
Han nikket fremfor sig etpar ganger.
«Det er saa hæslig. Hatet mener jeg — alt blir
saa hæslig, som kommer i nærheten av det. Jeg var
og besøkte min søster sidste sommer. Vi sympati*
serte jo aldrig — men. Det var avskyelig at se
hende sammen med manden. — Sommetider kom
han bort og kysset hende — tok pipen ut av den
tykke, vaate munden sin og kysset konen. Saan
en pave paa prækestolen og fraadser hjemme —.
Sofie blev ganske hvit sommetider, nåar han rørte
hende —.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
