Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - III - XII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
397
og hun var rød i kinderne og solen lyste i det fug*
tige gyldne håar, som hun strøk bort fra øinene
med den ene haand —.
Ditop vilde han reise. — I morgen reiste han dit.
Der vilde han møte vaaren — den frysende, nakne,
forventningsfulde våar med alle blomsterøinene blæn*
det av væte, skjælvende av kulde i vinden — blom*
strende allikevel —.
Vaaren og hun — nu var de to et for ham. Aaja —
hun som stod og frøs og lo i det skiftende veir og
vilde samle alle blomsterne op i sit fang —.
Ak du min lille Jenny, du fik ikke plukke de
blomster, du vilde, og dine drømme sprang aldrig
ut — og nu drømmer jeg dem —.
Og nåar jeg har levet længe nok til at bli saa fuld
av længsel som du — kanske jeg gjør som du og
sier til min skjæbne, giv mig litt av mine blomster
da, jeg skal nøies med meget mindre end jeg for*
langte, da jeg begyndte at leve. Og jeg dør ikke
allikevel som du døde, fordi du ikke kunde nøies
allikevel — jeg bare husker paa dig og kysser din
perle og dit gule håar og tænker, nei hun kunde
ikke leve uten hun var den bedste og turde kræve
det bedste som sin ret — og da sier jeg kanske,
himmelen ske tak at hun valgte at dø hellere end
at leve videre slik —.
Men mat gaar jeg ut paa Peterspladsen og hører
paa springvandenes ekstatiske musik som aldrig tier,
og drømmer min egen drøm —.
Ja Jenny, for nu er du min drøm, og jeg har
aldrig hat anden —.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
