Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
— 184 —
Saa pludseli er det skedd at jei blir sittende et
øjeblik aldeles fortomlet i hode — saa synker jei
stille om i lynge ’me hænderne for ansikte og blir
liggende der og storgraate...
Længe ligger jei der — saalænge til der ikke er
taarer mere igjen i mine øjne ; rejser mei saa stille
overenne og blir sittende og se mei omkring...
Alt er saa trøstesløst øde og tomt; solen skinner
me en gul, clø glans, skoven staar stille omkring,
øde og blank ligger fjoren utover, og mit hjerte er
som skrumpet inn og’dødd bort — for mei gives
ikke noe livshaap mere...
Jei blir sittende der og stirre — hun kommer
ikke. Saa pludseli slaar det ned i mei som et lyn :
a hun syns synn paa mei og vil gjerne være snil
imot mei, men aarker det ikke, og springer saa fra
mei for ikke aa la mei se at hun ikke aarker ! » —
og op springer jei for aa styrte efter henne og si
henne at « nej ! nej! det vil jej ikke — da vil jei
dø, fort! strax ! »— aah men benene vil ikke bære
mei, jei kan knapt holle mei oprejst — og me
skjælvende knæer vakler jei bort til stien og
nedover gjennem skoven for aa finne henne — :
gud fader i himlen... være henne tilbyrde ve at
jei lever ? !... i al evihet nej !...
Men nede paa sletten, mellem skoven og buskene
langs vejen, kommer Gaarder og Bekkasinen glae
imot mei i solskinne :
— Naa kan Di faa komme ned i Karoline-stuen og
faa noe måt! sier Bekkasinen fornøjet — Vera har
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
