Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
— 219 —
skulle komme, vil jei ikke kunne se orntli hennes
ansikt — og efter et øjebliks betænkning kryper jei
paa alle fire opover til « Hylekløften », og kommer
gjennem den ned i den smale klipperevnen som
munner ut ve den øvre ennen a tune, tæt oppe ve vejen.
Idetsamme jei kikker frem om kanten af klipperevnen
kommer Vera — akkurat som sist jei laa her — uta
det hvite huse dernede, og skraar opover den grønne
bakken, mot den rø havestu-bygningen derover —
og uvilkaarli plystrer jei sagte det kjente signale.
Vera hører det ikke og gaar roli videre ; Bjørck
derimot løfter forundret ansikte og spejder
opmærksomt opover mot dit hvor jei ligger — og kommer
saa opover for aa se hvem det er. Men en dyp
motbydelihet griper mei for denne mannen, jei føler
at jei vil ikke kunne taale aa staa ansikt til ansikt
me ham naa — fy for fan ! — og rask kry per jei
tilbake den vejen jei kom og blir liggende inni
« Hylekløften » saa længe til jei er sikker paa at han
maa ha opgit det. Men da jei igjen kryper frem, er
den grønne bakken mellem skoven og husene tom—
og alt det jei ligger der og stirrer,viser der sei ingen
mere...
Syk og fortvilet kryper jei endeli tilbake inn i
skoven. Der kaster jei mei ned og ruller mei
omkring paa joren som en gal mann : jei ser henne
aldri mer!... han rejser naturlivis ikke — aah
hvorfor fik jei den natten førenn lian var rejst ! jei
ser henne aldri mer ! — og jei vrier mine hænder i
hét taareløs fortvilelse...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
