Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
XLII
Dagen efter. (Tirsda 24de Juli 88).
Jei har igjen tilbragt en samme slags dag,
luskende syk og fortvilet omkring paa vejen mellem
Vestby og Hvitsten i haap om aa faa se henne gaa
forbi — men hun er ikke kommen. Saa tilslut,
utpaa eftermiddan, er jei sunket aldeles sammen og
ligger der halldø båk en stor sten inni skoven, strax
paa nedsiden a vejen, tætve husene — og aarker
ikke rejse mei mer; hver nerve og hver muskelfiber
hele mit legeme over bævrer sløvt, det kjennes som
at naa endeli er alle kræfter uttømte til siste rest,
mit legeme gaar sin opløsning imøte — og jei bare
ligger der me et sløvt ønske om at gid jei hadde
kunnet faa set henne ennu engang innen det er
forbi...
Hvor længe jei har ligget der slik har jei ingen idé
om, min bevissthet er omtrent strøket ut — da jei
pludseli skvætter nervøst til ve aa høre fottrin tæt
ve. Og da jei sykt løfter hode og ser frem om
kanten a stenen jei ligger båk, tar hele mit legeme til
aa storskjælve —: det er Vera og Majken som er
kommet op paa vejen og gaar fort inover mot
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
