Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
end i avhandlingen. Der ligger nemlig en liten kritisk
strid mellem Dryden og svogeren Howard om rimet,
dets rette forstaaelse og dets rette bruk mellem
tilblivelsen og utgivelsen av dette lille kritiske arbeide —
en strid som vi ingen som helst interesse kan ha av.
Alen uttrykket at Dydens opfatning ikke var «saa
ganske lite ændret» da essayen kom ut igjen i andet
oplag 16 aar senere, den maa vi se litt nærmere paa.
Som jeg alt har nævnt, kan man i de fleste
fremstillinger av Drydens tankegang finde fremhævet, at
han nogen aar efter utgivelsen av sin essay hadde
gjort en hel frontforandring. Fortalen til Almanzor
og Almahide kan meget let fortolkes som en varm
tilslutning til fransk klassicisme uten reservationer paa
nogen kant, og den kritiske epilog til samme skuespil
maa læses som en avgjort avstandstagen fra engelsk
renæssanse. Alen — jeg har omtalt dette før — jeg
kan ikke indse andet, end at vi maa behandle disse
to essayene meget forsigtig hvad angaar at bruke dem
til skildringen av Drydens intellektuelle utvikling. Den
fuldstændige frontforandring som man har villet finde
i Drydens dramatiske vurdering paa grundlag av disse
to essayene, tror jeg ikke paa. Alen en anden sak er
at man maa lægge merke til utover gjennem 1670- og
80-aarene hos Dryden en stigende forsigtighet overfor
det engelske renæssansedrama, overfor Shakespeare
særlig. Ikke kulde mot Shakespeare som digter; men
en stigende rædsel for at man skulde finde paa at ta
hans drama til mønster i et og alt.
Aarsaken til denne stigende forsigtighet er let nok
at se. Tiltrods for trangen til at faa fremstillet det
sensationelle paa scenen, som gjør at man endnu langt
ute i 1680-aarene kan forlyste sine øine med levningene
av renæssansedramaets overnaturlige staffage, tenderer
tanken i tiden mere og mere mot ren rationalisme.
Slutningen av det 17de aarhundrede er
naturvidenskapens tid; den præger ogsaa tænkningen. JohnLocke
bygger sin psykologi og sin antropologi paa natur-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
