Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Vergilutgaven 1664. I Drydens oversættelse vil enhver
ved Aeneas’ høkenæse, dyptliggende øine og lodrette
pande bli mindet om William III’s markerte træk.
Øiensynlig er det kommet like overraskende paa
Dryden, som paa alle de andre, dette her, og i fortalen
vrimler det av smaa fordækte ondskaper rettet til
William. Forsone sig med den n3æ tingenes orden under
Wdlliam og Mary har Dryden øiensynlig ikke kunnet.
Den rikeste av alle disse smaa og store essays, er
den sidste, fortalen til Fablene, Drydens sidste verk,
som utkom et halvaar før hans død. Heller ikke der
er det den litterære diktator vi lærer at kjende. Det
er utvalget til sine fabler Dryden behandler; han
har der slaat sammen gjendigtninger efter Homer,
Ovid, Chaucer og Boccaccio. Det morer ham at stille
sammen disse fire, gi en slags sammenlignende
karakteristik av dem; av Homer mot Vergil; av Chaucer
mot Ovid, og av Chaucer mot Boccaccio.
Nu kan rigtignok Drydens valg mellem disse fem
være ganske karakteristisk. For Vergil bøier han sig
i ærbødighet og beundring. Sin egen hang til
rationalisme, til logisk sammenhæng og til polerte
vendinger fandt man dengang igjen hos Vergil. Dryden
som de andre — men han er ikke i tvii om at han
sætter sin Homer høiere; Homer er, sier han, ildfuld,
voldsom, rap i tankegangen og slet ikke saa slavisk
bundet av metrum og versemaal. Han har slik en fart
i sin fremstilling, slik iver i sin tankegang, at han
river læseren med enten han vil eller ei. Ogsaa for
Boccaccio har han litt av den kjølige beundring som
præget hans omtale av Vergil; og for O vid har han
et meget kritisk blik, for hans psykologiske
over-fladiskhet og for hans jargon. Men saa, ved den anden
enden av rækken, for Chaucer, igjen begeistring. Han
fremhæver Chaucers sunde fornuft, som altid sier det
som skal sies og som vet naar han skal stanse. Han
analyserer Chaucers iagttagelsesevne, priser hans
versemaal, som tiltrods for megen slurv og mange feil «has
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
