Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
8
Men er det her romantikerne, som stævnes
for romantikens domstol, saa er det i det sidste
af disse ungdomsarbeider selve romantiken, der
er den indstævnte. Den har forladt dommersædet,
den maa selv forsvare sig ligeoverfor den nøgterne
virkelighed, og trods alle dens glimreude tillokkelser
taber den sagen. Alfhild, den kvindelige
hovedperson i «Olaf Liljekrans», det er selve romantiken
legemliggjort. Hun er i bogstaveligste forstand,
hvad man med et banalt ord kalder et naturbarn,
opvokset som hun er i skov og mark og paa
fjeldvidderne, uden noget kjendskab til det liv,
som leves blandt menneskene nede i dalen. Idet
hun Jærer dette liv at kjende, bliver hun en
repræsentant for romantiken i dens kamp mod
den haarde virkelighed, og de nederlag, hun under
denne kamp lider, er ligesaa mange seire for
virkeligheden. Men endnu er Ibsens sympathi
paa romantikens side, og det er med bittert
mismod, han lader den trække det korteste straa.
Dette belyses klart af den interessanteste og
dybeste scene i hele stykket. Det er scenen
mellem Olaf Liljekrans og Alfhild i begyndelsen
af anden akt. Alfhild har hidtil kun kjendt livet
gjennem sin fars, den fantastiske spillemands
kvæder; efter at have fulgt Olaf ned til bygden
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
