Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
109
trange dalbund: «Da vi stod foran denne
snevring, da stævnede førerne, alle som en, lige ind i
det trange. Det var en times vei at korte, en
smule møie at spare — paa vandringen imod
døden. Og flokkene fulgte dem saa villigt.
Ingen tanke paa at lægge veien ovenom; ingen
længsel efter den fri luftning heroppe, som vider
brystet ud og gjør aandedraget rummeligt. Der
gaar de, og gaar og gaar, og ser ikke, at de har
trang himmel over sig — og ved ikke, at der
gives høider, hvor den er større.»
Til en saadan fjeldskrænt paa grænsen mellem
to verdensriger er det, Ibsen har steget op, og
fra dette punkt skuer han frit og vidt ud over
begge riger, baade over den gamle skjønheds
rige, som ikke længer er skjøn, og over den nye
sandheds rige, som ikke længer er sand.
Som bekjendt er det den sidste kamp mellem
disse to riger, dobbeltdramaet behandler, den
kamp, som keiser Julian den frafaldne førte mod
de kristne og kristendommen.
I begyndelsen af det første skuespil «Cæsars
frafald» er Julian endnu en nittenaarig kristen
yngling, der lever ved sin fætter keiser Konstanzios’
hof. Han svæver i stadig frygt for sit og sin
halvbroder Gallos’ liv, de eneste af hele slægten,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
