Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
,85
fra hendes synskreds. Det barn, hun faar i sit
ægteskab med doktor Wangel, det «har den
fremmede mands øine». Og da han saa endelig
vender tilbage for at hente hende, opstaar der
en kamp mellem det naturbundne i hendes sind
paa den ene side og det, som hæver sig over
naturbundetheden i frihed og ansvarsfølelse, paa
den anden. Det er, som man ser, et sygt
nervelivs gaadefulde og uopklarede fænomener, Henrik
Ibsen denne gang har taget sit udgangspunkt fra.
Og alligevel lader Ibsen denne stærke og
sygelige naturbundethed blive beseiret af
udviklingen. «Naar én nu engang er ble’t en
fastlandsskabning, — saa finder én ikke veien tilbage igjen
— ud til havet. Og ikke ud til havlivet heller.»
Det er akkurat som med den havfrue, Ballested
maler. «Bare med den forskjel,» siger han, «at
havfruen — hun dør af det. Menneskene
derimod — de kan aklam- aklimatisere sig. Jo, jo —
jeg forsikrer Dem, — de kan a-kli-matisere sig!»
«Ja, i frihed kan de det. Og under ansvar,»
heder det i stykkets slutningsrepliker.
Det ægteskab, Ellida har indgaaet med doktor
Wangel, har oprindelig ikke været noget sandt
ægteskab. Han har «kjøbt» hende, fordi han
ikke længer kunde bære tomheden i sit hus efter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
