Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
212,
livsvilkaar. For et fordomsfrit nutidsmenneskes
følelse bliver Nora i «Et dukkehjem» ikke mindre
tragisk, fordi om det er en portlaas og ikke en
pistollaas, der danner katastrofens afslutning. Fru
Alving i «Gjengangere» er ligefuldt en moderne
Niobeskikkelse, fordi om det er hjerneblødhed og
ikke fjerntrammeren Apollos pile, der dræber
hendes søn. Osvalds skjæbne er ligesaa tragisk
som Orest’s, Hedvigs offerdød som Ifigenias, og
Rosmers og Rebekkas kjærlighedstragedie er ikke
mindre gribende, fordi om den ender i
Mølle-fossen og ikke — som Romeos og Julies — i
familjen Capulettis gravkapel. Enhver tid har
sine tragiske konflikter. Det er Henrik Ibsen’s
uvisnelige hæder, at han har grebet nogle af de
dybeste og største i vor tid og fremstillet dem,
som han har gjort Han er vor tids Shakespeare,
en Shakespeare i spagfærdigere former og med
afdæmpede farver, mindre rig, mindre glimrende,
men mere behersket, mere sammensat, mere
reflekteret — akkurat som selve tiden er det i
sammenligning med dronning Elisabeths tidsalder.
Med rette har man beundret
karakterfremstillingen i Ibsen’s nutidsdramer. Kun et par
af hovedpersonerne — Bernick, Nora, Rebekka
West — har den mere reserverede kritik fundet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
