Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
,219
ling, der løser eller overhugger knuden. Det hele
begynder med en falsk eller uklar situation, bygget
paa fortielse af det, som er foregaaet. Men der
kommer et skjæbnesvangert punkt, hvor de, som
har tiet, i kraft af udviklingen drives til at tale,
til at bekjende, til at forklare sig. Fru Alving
drives til at fortælle om sit ægteskab først til
Manders, siden til sin søn; Rebekka bekjender
Rosmer alt, hvad hun har følt og forbrudt, siden
hun lærte ham at kjende, og Ellida tilstaar Wangel
sin forlovelse med den fremmede mand og den
magt, han endnu har over hende. Saaledes
behandlet er ekspositionen bleven forvandlet til
handling, bleven ikke blot et udgangspunkt, men
en række af virkningsfulde dramatiske momenter,
der leder til fuld klarhed og derigjennem til
afslutning. «Gjengangere», «Vildanden»,
«Rosmersholm» og «Fruen fra havet» er de mest typiske
eksempler paa denne kompositionsmaade.
«Samfundets støtter», «Et dukkehjem», «Hedda Gabler»
og især «En folkefiende» nærmer sig mere det
almindelige. Men selv i disse arbeider spiller dog
ekspositionen en større rolle, end den pleier.
Trods undtagelserne kan det derfor opstilles som
en karakteristisk egenskab ved det IßSEN’ske
nutids-drama, at handlingen ikke fremtræder som en
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
