Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
— J 47 —
mei til bare aa slaa armene om henne og synke
sansesløs til joren sammen me henne.
Men skovbunnen hvor vi gaar er gjennemfiltret
af haare knudrete træ-røtter paa kryss og paa
tværs, og ikke dækket me andet enn gammelt brunt
nedfaldet bar.
— Aah, men, sier jei tilslut — her er jo ikke
et sted hvor vi kan sætte os og hvile...?
— Nej, sier hun og titter op paa mei me et ømt
skalkagti smil — skov er aldri noe go saan; la os
heller venne!
— og vi venner og gaar tilbake. Idet vi
svinger inn paa vejen igjen slipper hun armen min og
ser sei igjen vårt omkring. Men der er ingen aa se.
Saa dej li øde og tom løper vejen hvit henover i
solskinne, mellem grønt paa begge sider; alt er
saa dødsens stille, det er som om bare vi to lever
og alt hva vi ser omkring os hører os til —• og
pludseli griper hun min haann og hvisker:
« naa vil jei løpe ! » —■ og atsted løper vi haann i
haann som to glae børn bort over den
solbeskin-nete vejen, hen gjennem dette solbeskinnete rike
som hører os til og ingen anden i verden —i
mens en himmelsk jubel stormer igjennem mit
bryst..
Et sted hvor vejen løper flåt hen langs foten a
en høj, tar hun af; vi stiger op a den grønklædde
bakken, og deroppe, bak toppen a den, sætter hun
sei ned paa marken, slaar paraplyen op over sei
som solskjærm, og inbyr mei me øjnene til aa ta
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
