Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
— 229 —
Gaarder sier ingenting, bare nikker me hode —
og mens dampbaaten stryker forbi den lille bugten
hvor hun bor, blir jei sittende der og stirre op paa
det lille rømalte huse, og ser det igjen saa tydeli
for mei, det lille jomfruelie blaamalte sovekammer
me det tykke tæppe hængt for vindue og lampen
tænt foran, og henne og mei derinne den
forfær-delie natten... og flukten derfra, den rædsomme
flukten gjennem skoven...
og mit hjerte snører sei forfærdeli sammen—•
gud, hva mon hun føler for mei naa? !...
Saa pludseli forsvinner det, husene og bugten
og det hele — dampbaaten har svinget om odden.
Og da jei igjen venner ansikte forover, ser jei
Hviatsteens brygge ligge solbeskinnet derinne
i bugten, full a sommerklædte mennesker.
•— Ja, jei tør altsaa ikke vise mei paa dæk mens
vi ligger i Hvidtsteen ! sier jei nervøst til Gaarder
— hun vil ikke jei skal bli set af de inføtte... Du
faar altsaa gaa op paa bryggen og snakke me
henne hvis hun er der, jei gaar inn i røke-lugaren
imens...
— og jei hæller i mei resten af absinthen i én
slurk og skynner mei inn i røke-lugaren, nervøs
saa jei dirrer over hele kroppen, og blir staaende
me ansikte op mot en a de smaa rutene og kikke ut., i
Dampbaaten lægger til; kanten a bryggen, som
ligger noe højere enn baaten, er tæt besat me
mennesker, men henne ser jei ikke... Jol der
trænger hun sei frem, lys blaa i gul straahat,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
