Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
39
øinene fuldt aapne for Hegels betydning og støtter sig gang paa
gang til ham. I 1874 skriver Taine, at man i næsten alle tyske
historiske verker kan merke Hegels tænkning;1 i jan. 1870
ind-byr han sammen med Renan til at reise et mindesmerke for
den tyske tænker; og i diskussionen av sin egen historiske
metode som i sit angrep paa de franske spiritualister vil han
finde støtte i at bruke Hegels navn.2
Hegels system og endnu mere Hegels systematik er langt
fra Taines tanker. Hegels dialektiske metode, med dens
treleddede fremgangsmaate gjennem thesis og antithesis til synthesis,
hører en ganske anden verden til end Taines abstraktion og
analyse. Det som er igjen, er synet paa historien som
viden-skap, et syn som danner en integrerende del av hele den tyske
filosofi i det 19. aarhundredes begyndelse, men som kanske
Hegel har fremsat paa den videste basis og med det største
overblik ; et syn, som besst har vist sig i alle tidens mange
forsøk paa at skape en „Philosophie der Geschichte".
Denne opfatning av historien er — gjennem Winkelmann
og Lessing, gjennem Herder op til Hegel — baaret av idéen
om en utviklingens lov. Naturen er for disse filosofer ikke et
system av mekaniske lover, slik som den var det for Hobbes,
for Descartes og Spinoza. Naturen har sit eget indre liv efter
egne indre kræfter, har sin egen utvikling efter organiske
lover. Det samme gjælder for menneskeslegten selv. Ogsaa den
blir opfattet som en stor organisme som handler efter sine
egne organiske lover og hvis utvikling regjeres av en stor
evo-lutionslov. Dette er det som systematiseres i deres „Philosophie
der Geschichte". De forskjellige sider av menneskelig kultur
blir ikke længer løsrevne enkeltheter, men opfattet som led i
et stort hele. Kunstverker og litteratur, filosofiske og religiøse
systemer, institutioner, som sprog, blir historiske vidnesbyrd om
menneskehetens utvikling, blir psykologiske dokumenter, som
gir besked om tidens tanker og tidens liv; og mot den gamle
opfatning av institutioner og systemer og verker som sprunget
ut av en enkelts viljesytring satte de tyske filosofer sine
grupper av virkende aarsaker, som i hvert enkelt tidsrum av et folks
historie sætter det specielle præg paa alt folket har skapt. Den
fyldigste gjennemførelse av dette synspunkt findes i Herders
»Ideen zu einer Philosophie der Geschichte" og paa filosofisk
grundlag i Hegels „Philosophie der Geschichte".
Taine har tat denne opfatning fra Hegel3, og det er denne
1 Derniers essais s. 197.
2 Se Iste (supprimerte) fortale til „Essais" og fortalen til „Les
philosophes classiques".
s Corr. 1, s. 274.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
