Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
47
har samlet vigtige dokumenter, har villet være upartisk, har
altid gjort opmerksom paa de steder hvor hans viden klikker,
har stadig holdt de forskjellige vidnesbyrd mot hinanden, har
et klart blik for de store almindelige sandheter og en levende
patriotisme. Men han er taler og naar derfor ikke op til den
virkelige kritik ; han er ved sin patriotisme blit partisk for Roms
sak ; og som taler er han bundet til den traditionelle form og
sine forgjængere, og trænger ikke tilbake til de oprindelige
kilder. Fordi han er taler, naar han heller ikke op til den virkelige
historiske filosofi ; vel har han set én grund til statens
sammenfald : i sædernes forfald; men han naar i sine ræsonnementer
over utviklingens gang ikke længer ind end til de historiske
sandheter man finder uten at lete efter dem. Som orator er han
heller ikke blit historisk skildrer. Han søker at vise os
eksempler til efterfølgelse istedenfor at tegne individuelle
portræter. Hans karaktertegning er skissemæssig, og han har klarere
blik for de store usammensatte menneskelige lidenskaper end
for det specielle, sammensatte, som danner en personlighet, en
nation. Og han gir os almindelige karakteristiker istedenfor at
gjenopvække situationen med helt illuderende liv. Hans historiske
verk er da heller ikke blit mere end bunker av usigtet
materiale og stumper av retorik.—Taines Essai sur Tite-Live har en
iøjnefaldende fordel. Den søker at trænge ind til selve manden,
den drukner ham ikke i pytter av citater og under cascader av
filologi, slik som man ellers saa ofte ser det i klassisk
litteraturhistorie. Men som undersøkelse er den svak,1 kanske den
vekeste, mindst intense, som Taine nogensinde har skrevet.
Næsten overalt har man et indtryk av at det er en opgave,
man har stillet forfatteren, ikke en opgave, som han har stillet
sig selv. Det som mangler i Essaien om Titus Livius, er at
Taine ikke har gjort forsøk paa at sætte sig ind i tidens
tankegang, paa at bli samtidig med den han skriver om. Derfor har
han ikke kunnet forstaa og er faldt i den, litt løjerlige,
indvending som karakteristikken „orator" egentlig dækker. For de
som Taine først og fremst har at indvende mot Titus Livius,
er i virkeligheten at han ikke har tat sine idéer fra den
moderne historieskrivning. Han har ikke — som Michelet —
evnen til at skildre, til at tegne et nuancert portræt, til at skape
paany en situation. Han har ikke — som Niebuhr — det fine,
varsomme instrument som moderne kritik er. Han har ikke
— som Guizot — gjort forsøk paa at trække op de store
liner, paa at finde de historiske lover. Han kjender intet til den
moderne historiske filosofi ; og han har ikke engang læst Hegel!
1 Se særlig indledningen som utvikler hvordan Livius blev orator.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
