Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
76
Tydeligst er kanske dette i essaien om Stendhal (Henri
Beyles) „Rouge et noir". Vi ser hvordan Taine har lett efter
den formel som skal gi os hele forfatterpersonligheten Stendhal,
og han har tilslut fundet den i at Stendhal er en „overlegen
aand" (esprit supérieur). I denne formel ligger der ikke nogen
iagttagelse, bare en personlig vurdering. Formlen er ikke b!it
til ved en analyse av den psykologiske gruppe som heter Henri
Beyle: den er tvertimot blit til som en sum av de stemninger
og oplevelser som for den psykologiske gruppe H. Taine knytter
sig til Beyles navn. En slik formel som at Beyle er en
„overlegen aand" er intet andet end en indsnevring av den gamle
type av kritik, en indsnevring, fordi alt det som Sainte-Beuves
kritik søkte at gi i en hel detaljert skildring, det vil Taine gi
i en formel som ikke blir noget andet end tomme ord. Taine
indrømmer det næsten selv ; han bruker en hel side paa at
utvikle hvad hans formel egentlig rummer, hvad der egentlig
ligger i „en overlegen aand". Men hvad han da vil med
formlen, er ikke saa let at indse.
Hvorfor er han da ikke naadd videre, hvorfor har formlen
skubbet sig iveien for hans iagttagelse og hindret hans
videnskap?
Han har bestandig analysert. Ogsaa i essaien om Stendhal
findes der en fint utført psykologisk analyse. Han har fra første
færd av set hvordan han maa gripe problemet an, set hvorhen
det er analysen maatte vende sig. Det er gjennem sin stil
den litterære personlighet røber sin hovedevne. Alt i boken
om de franske filosofer 1 hævder Taine det.
Det samme fremsættes bare endnu kraftigere senere.
„Le style explique l’oeuvre; en montrant les traits principaux du
génie il annonce les autres. Une fois qu’ on a saisi la faculté maîtresse
on voit l’artiste tout entier se développer comme une fleur",
heter det i den engelske litteraturhistorie.2 For stil det er
nemlig den maate forfatteren nødvendigvis gjengir sine indtryk paa.3
Derfor gjennemfører ogsaa Taine overalt en stilanalyse, søker
1 C’est au style qu’on juge un esprit. C’est le style qui dévoile sa
qualité dominante. C’est le style qui en donnant la mesure de sa force
et de sa faiblesse, fait prévoir ses mérites et ses erreurs. Car
qu’est-ce-que le style si non le ton habituel? Et qui détermine ce ton, si non
l’état ordinaire de l’esprit? Donc, sitôt qu’on le connaît, on connaît une
cause toute-puissante, puisqu’ elle agit toujours et toujours dans le même
sens. On sait si l’esprit est mesuré ou précipité, net ou obscur,
systématique ou décousu, et jusqu’ à quel degré. Ce sont donc les grands signes
que le choix des mots, la longueur et la brièveté des périodes, l’espèce
et le nombre des métaphores; le tour des phrases explique l’espèce des
idées et l’écrivain annonce tout l’homme".
2 Litt. angl. 3, s. 175. ’ Essais s. 143.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
