Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
79
lov om racens indflydelse er der da ikke noget helt originalt
hverken i idéen eller i formuleringen. Idéen er fra
naturviden-skapen, beiningen mot det rent psykologiske samtidig med
tyskerne og formuleringen av loven er, som det forlængst er
paavist, fra Comte.
Det særlige for Taine er at han anvender loven i studiet
av litteratur og kunst. Men ogsaa her har han hat en
forgjænger, i Henri Beyle. Hos ham finder vi en raceteori
anvendt paa samme maate som hos Taine, men uklart og helt
usystematisk. Dog har Taine sikkert mottat impulser fra ham. 1
Er saa Taine klar i sin anvendelse av loven om racens
indflydelse? Nei, ikke helt. I den engelske litteraturhistorie er
undersøkelsen rigtignok utført med utpræget konsekvens. Men
hvor Taine forresten anvender raceloven, har han ikke gjort sig
selv op at racepræg ikke er det samme som nationalkarakter.
Dette faar et løierlig uttryk engang, hvor han taler om en
„hollandsk" race, og det merkes ogsaa tydelig, hvor han taler om
den franske race. Hvad vil saa den „franske race" si? Er det
det grundpræg som skriver sig fra den gamle galliske tid ? Vel
finder han i La Fontaine den gamle galler frem. Men han
stiller stadig franskmændene op som typisk latinsk race mot
germanerne. Er saa altsaa racen først konstituert ved
folkeblandingen efter Romernes og Germanernes invasioner? Men
det franske racepræg er for Taine ikke saa svært langt borte
fra „l’esprit classique", og den skriver sig som bekjendt ikke
egentlig fra den romerske invasion. Taines racelov anvendt
paa hans egen nation er i alle fald ikke klar.2 Slik som Taine
opfatter raceloven, ligger den aapen for en fundamental
indvending. For Taine har racen ingen historie. Den er for ham
1 Taine har ogsaa fuldt ut erkjendt at han staar i gjæld til Beyle. (Le
Temps 25 oct. 1875.) Det er Beyles to verker „Racine & Shakespeare"
og „Introduction à l’histoire de la peinture en Italie" som særlig kommer
i betragtning. Der findes foruten racestudierne ogsaa antydninger til en
teori om det naturlige milieus betydning, bare endnu vagere holdt end
raceundersøkelserne. Forholdet mellem Taine og Beyle er behandlet av
E. Droz i „Revue des cours & conférences" febr. 1896. Droz er bestemt
motstander av Taine, og det gjælder for ham at vise at Taine er heltut
uoriginal, bare et roperør for alle mulige andres idéer. Dette gir
behand-lingsmaaten. Han finder forbindelseslinjer overalt; han paaviser f. eks.
at Beyle pleier at fremhæve de vigtige ord i sin fremstilling med kursiv.
Taine gjør det samme; altsaa idélaan fra Beyle. Og hvor der virkelig er
tydelige likheter, blir de overdrevet, rent bortimot det groteske.
1 Émile Montégut paaviser i sin anmeldelse av Histoire de la
littérature anglaise (gjenoptrykt i Essais sur la littérature anglaise 1883) meget
fint at racefølelsen ingen rolle spiller for franskmændene. Hos tyskerne
derimot, politisk opstykket som det var, betegnet racefølelsen det samme
som fædrelandsfølelsen i Frankrike; et fingerpek som ikke Taine har tat
hensyn til.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
