Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
132
har han der maattet forkaste alle andres arbeide, og derfor er
vel ogsaa Taines fremstilling av hukommelsens teori blit det
svakeste i boken.
Av de to bind som danner „De l’intelligence", er første
del som nævnt en analyse, og det er bare denne første del som
er strengt psykologisk. Den anden del, som søker lovene for
vor tænkning, er nærmest en logik paa naturvidenskapelig
grundlag, og hovedsynspunktet er positivistens kamp mot de
spiritualistiske entiteter.
Taines hovedstøtte i undersøkelserne av lovene for
tænkningen er John Stuart Mills logik; han følger ikke Mills
fremstilling i detalj, men baade bruker hans eksempler og optar
hans teorier. Paa et enkelt felt, til en paavisning av hvordan
talbegreperne er dannet, støtter Taine sig dog paany paa Condillac.
Kun paa et enkelt sted sætter Taine en teori mot det Mill
fremstiller. Det er i spørsmaalet om hvordan en almindelig
logisk dom blir til. Mills positivisme gaar som Taines ideologi
ut fra konstante par av fænomener, paavist av vor iagttagelse.
Men mens Mill kun konstaterer en sammenhæng, vil Taine
paa-vise en aarsakssammenhæng. Mill hævder at menneskets hjerne
aldrig naar ut over iagttagelsen. Vi har set at to fænomener
følger hverandre, vi har set at jern ruster i fugtig luft; vi har
set det én gang, vi har set det mange ganger, og av dette
bygger vor erfaring en iagttagelse : jern ruster i fugtig luft. Taine
sætter, ganske som i „Les philosophes classiques",1 sin
verbalanalyse mot dette, og vil vise at man ut fra et slikt konstant
par av to fænomener kan abstrahere en aarsaksforbindelse. Der
er altsaa ifølge ham i et slikt par ikke bare en erfaringsmæssig
sammenhæng, der er en nødvendig sammenhæng; og en
uttalelse av en slik logisk dom, en naturvidenskapelig paavisning,
et geometrisk aksiom, er ikke bare en uttalelse av en erfaring,
men en uttalelse av en reel lov.2
Taine har i dette ikke alene tat standpunkt mot Mill, men
ogsaa mot Kant. Kant hævder vel at vi ved vort tankearbeide
kan finde ned til en lov, men den er ikke uttalt efter vor
erfaring, men a priori, efter principper som vi har i os fra før
vi var istand til at iagtta og erfare.3
At Taine her maa søke en egen teori4, er betinget i hans
filosofiske system, blit til som det er under den sterke indfly-
1 Se foran.
’ Se De l’intelligence 2, s. 379 fig.
’ Polemikken mot Kants opfatning, bestemt av at han hævder aprioriske
domme, er meget sterk, baade i De l’intelligence og i brevene. Se særlig
Corr. 3, s. 167—68 og s. 234—36. Cfr. Essais s. 84.
4 Mill plukker den itu i Dissertations & Discussions V. 4.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
