Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
155
psykologisk analyse, men en studie i politisk moral. Men de
har spillet en stor rolle i den politiske diskussion.
Verket blev ikke avsluttet, det sisste bind blev utgit efter
Taines død. Han naadde da ikke at trække de sisste
konklusioner av sit verk.
At det ikke er uten vanskeligheter man gjennemfører en slik
studie paa den levende organisme som samfundet er, det fik
Taine snart merke. Taine’s patient mente han var helt frisk og
vilde langtfra finde sig i undersøkelserne, men slog fra sig og bet.
Taine skildret feilene i „l’Ancien Régime’s" samfundsordning
og kirkepolitik, de konservative og klerikale kredse knurret.
Han behandlet Revolutionen, og de radikale og liberale
republikanere raste ; han portrætterte Napoleon, og Bonapartisterne
hylte ; han filosoferte over det moderne Frankrike, og der brandt
løs en politisk diskussion, som længe har holdt sig like hidsig,
og som periodisk har dukket op igjen. Verket blev opfattet som
historie, eller som politik, konservativ politik ; ingen tænkte at
det maatte forklares som et forsøk paa en diagnose.
I „Origines de la France contemporaine" er de to
grund-svakheter, ensidigheten i opfatningen og usikkerheten i den
historiske kritik, saapas iøjnefaldende, at den alt blir fremhævet
av døgnkritikken, fremhævet mere end nok. Hvert nyt bind er
fulgt av en sværm indlæg som paapeker svakheterne og fra dem
fordømmer fremstillingen, og det blir snart almindelig i
ensidigheten og kritikløsheten hos Taine at finde en bevisst tendens
til at rakke ned paa Revolutionens gjerning. Selv en saa
overlegen mand som Jos. Reinach kan hævde1 at Taines verk i bund
og grund er en fortsættelse av det landsforræderske virke, som
„emigranterne i Coblentz og pamphlettairerne i Bern" begyndte.
Men alle disse samtidige motlæg har mindre betydning for
forstaaelsen av Taines verk, end til belysning av det standpunkt
artikkelens forfatter indtar. Svakheterne i boken blir klart nok
fremhævet selv av dem som staar Taine nær, som G. Monod,
eller av dem som søker at forklare og belyse Taines
utviklingsgang, som G. Barzelotti. Da er det selvfølgelig ikke at vente
at slike som skriver om Taine for at kriticere, som A. de Margerie
eller Ed. Droz, skal lægge fingrene imellem. Den historiske
kritik av Taines verk blir nogen aar efter Taines død samlet og
præcisert av Seignobos.2 Han har et ganske andet historisk
grundsyn end Taine — Seignobos er den som først og fremst
repræsenterer den sociale og økonomiske historieskrivning —;
derfor gir han ikke Taine heltut det han bør ha, han fremhæver
1 I en artikkel fra 1885: Le procès de la Révolution. Optr. i „La
politique opportuniste" 1890, s. 326 flg.
1 1 b. 7 av Petit de Jullevilles store litteraturhistorie.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
