Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
173
tro; idet den skal gi endelig løsning av alle tankeproblemer,
arbeider den i det besstes tjeneste, som skal seire engang i
fremtiden. Saa er han da i sit verk baade pessimist og optimist.
Og derfor har pessimisten Taine, forfatteren av „Graindorge",
med rette kunnet si :1
„Je crois sérieusement que le monde va au mieux, que le bien est
un réalité, et c’est ce qui fait que je puis m’associer en toute sincérité
d’âme à la prière des humbles : Adveniat regnum tuum."
Taine har i sit verk kunnet forene disse to motsatte
vassener i sin personlighet. For sit eget vedkommende kan han
trygt hævde at den sammenhæng han naar til mellem disse to,
er heltut organisk. Men han kan ikke tvinge os til at indse,
vi som gaar ut fra andre forutsætninger, at den maate han
forener dem paa, danner en gyldig norm for nogen anden
personlighet end for ham selv. For ham selv er løsningen logisk ;
for os ikke, fordi vi for at forstaa den maa regne med Taines
personlige forutsætninger.
Med to saa utprægede motsætninger at gaa ut fra blir
Taine nødt til at forene dem i et mellemstandpunkt. Hans stil
er et kompromis; hans æstetiske og sociale bedømmelse er et
kompromis; hans sisste store diagnose er et kompromis. Og
disse er ikke de eneste kompromiser som findes i Taines
tænkning. I et væsentlig psykologisk spørsmaal tar han et
mellemstandpunkt mellem Kant og Mill; ogsaa i et andet spørsmaal
i psykologien tar han et mellemstandpunkt, i spørsmaalet om
vor opfatning av utenverdenen. I sin tænkning kan han forene
Condillac med Spinoza, Hegel med positivismen. — Taines
særpræg som filosof findes i dette at han altid søker at mægle
mellem motsætningerne. Det er rimelig og forklarlig paa
grundlag av de forutsætninger han hadde. Men det gir ogsaa med
en gang hans betydning som filosof. Man danner ikke skole
paa kompromiser.
I sin litteraturforskning og i sin litteraturkritik er Taine
for nøie bundet ind i sin tids tankegang til at han kunde faa
nogen varig indflydelse. Hans litteraturforskning er anvendt
naturvidenskap, han søker de litterære naturlover. Selv fandt
han dem ikke, han har med sit logiske grundpræg git formler,
ikke lover. Men idéen ligger der like godt; og det er ingen
tvil om at det er under Taines paavirkning F. Brunetière senere
kommer paa den tanke at skrive litteraturens naturhistorie ;2
Brunetière vil bare anvende Darwin og Haeckel hvor Taine
1 Efter Aug. Sabatier, nekrolog over Taine i „Le Temps" mars 1893.
® I L’Évolution des genres dans l’histoire de la littérature française.
Vol. 1. Évolution de la critique. 1890.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
