Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
181
filosofiske spørsmaal maattet ta et mellemstandpunkt mellem
tyskernes idéer og intuition og englændernes induktion ; og ut
fra sin egen stilling til germansk tænkning anviser han sin
nation dens stilling. Den er henvist til at tænke op igjen de
germanske idéer, sikrere og med fastere holdning paa grund
av franskmændenes logiske deduktion. Frankrike skal altsaa
først og fremst logisk underbygge og popularisere de
germanske idéer.
At Taine maatte tænke slik, er forklarlig. Men han kan
ikke tvinge os til at se det paa samme maate som han. Han
har ogsaa her generalisert ut fra sine egne forutsætninger og
ut fra sine egne iagttagelser paa et enkelt felt. Kanske man
kan hævde at germanerne i filosofien i hovedsaken er de
skapende og de latinske racer de ordnende; jeg er ikke helt sikker
paa at dette engang kan opretholdes, men paa andre felter er
forholdet akkurat det omvendte ; det er franskmændene som
skaper, og tyskerne har utviklet idéen praktisk. En
generalisation paa dette felt er forresten efter sit væsen haabløs.
Vore dages kritik har i alle fald opfattet Taine som
ger-manoman. Man kan aapne hvilken bok man vil der kriticerer
Taine som historiker eller som litteraturhistoriker — Aulards
monografi undtat. Man vil se at diskussionen av Taines
racelov og hans opfatning av racemotsætningen germansk — latinsk
er det som har bredest plass.1 Det er rimelig, og paa en vis
rigtig, fordi Taines generalisering ikke kan holde stik; men
kritikken har ikke tat hensyn til at Taine i sine brochurer fra
1870 karakteriserer „Preusseraanden" slik som han gjør. Taine
har i virkeligheten stillet mot hverandre „Weimaraanden" og
„Berlineraanden", ganske som der gjøres nu. Og det er
Weimaraanden han anerkjender.2
Efter 1905 tar i alle fald den historiske, den
litteraturhistoriske, den æstetiske diskussion av Taines idéer rivende
fart. C. Péladan „refuterer" hans æstetik,3 det er et andet
æstetisk grundsyn som stilles mot Taine. Aulard søker at
reducere hans historiske verk til intet. P. Lacombe kriticerer
ham som litteraturhistoriker og historiker,4 og av kritiske
tidsskriftartikler mot Taine vrimler det.
1 Særlig typisk er den i P. Lacombes bok: La psychologie des
individus et des sociétés chez Taine historien des littératures 0906).
2 Anerkjendelsen er forresten slet ikke ubetinget. Tyskerne kan
ikke skrive, sier han, Wilhelm Meister staar stilistisk ikke over Madame
Cottin. (Corr. 3. s. 250).
3 Mercure de France. B. 59.
4 I det anførte verk og i „Taine historien" (1909). Det er hos ham
ingen overbevisende kritiske indvendinger. Boken om Taine som
litteraturhistoriker er en kommentar til Indledningen til den engelske litteratur-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
