Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - V. Blandt fremmede
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
69
mensverger sig til de lumpneste guttestreker; han som
var saa ængstelig og genert, blir træk og forhærdet; /or=
simples fra yderst til inderst.
Rousseau sparer sig ikke i bekjendelserne, han tilstaar
alt, gjør sig ikke bedre end han er. Snarere omvendt.
Men samtidig med tilstaaelserne følger stadig begrun*
delsen; — den egentlige forbryder er ikke Jean Jacques, —
det er mesteren, Ducommun. Hele fremstillingen av det
moralske forfald samler sig til et eksempel paa de be*
drøvelige og uundgaaelige følger av mishandling og slet
opdragelse. Ducommun pryler ham, derfor blir han for»
hærdet, Ducommun mistænker ham, derfor blir han
hyklerisk og løgnagtig, Ducommun jager ham fra bordet,
naar de gode saker kommer frem, derfor blir han lækker*
sulten og graadig, Ducommun negter ham at tilfreds*
stille de naturligste og beskedneste ønsker, derfor blir han
tyvagtig. O.s.v. o.s.v. Jean Jacques er offeret, Ducommun
er bøddelen.
Saa dygtig og saa veltalende end denne syllogisme i
Confessions lures ind paa os, helt overbevisende er den
dog ikke. Det falder os uvilkaarlig ind, at en anden gut
med anclre egenskaper og forutsætninger under de samme
omstændigheter muligens ikke saa øieblikkelig og
mot-standsløst hadde styrtet ned ad dekadensens steile trapper.
Dette hadde nok Rousseau selv ogsaa en anelse om, og
han kommer — rimeligvis mot sin vilje — paa et enkelt sted
til at røbe sig i et par sætninger, som omstyrter hele den
smukke bygning han har faat istand: «Il faut que, mai«
gré l’éducation la pius honnéte, j’eusse un grand pen=
chant a dégénérer; car cela se Ht trés»rapidement, sans
la moindre peine; et jamais César si précoce ne devint
si promptement Laridon.»
Ser vi foreløbig bort Ira «den honnette opdragelse»,
saa er han her sikkert sandheten adskillig nærmere. Som
vi har set, var hans natur fra fødselen av ingenlunde fri
for depravationsmuligheter; og uten denne utprægede
«tilbøielighet til at degenerere», som han her tilstaar, men
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
