Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - VII. Paa vildstraa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
107
nende gjælder hele hans sjæleliv. Han sier etsteds1,
at det stadig hænder ham at han gaar omkring paa steder
og mellem mennesker uten i øieblikket at se og høre
nogenting eller at bli sig det bevisst; indtrykkene farer
saa at si henover hans nethinde og trommehinde uten i
øieblikket at komme videre; men bakefter, ofte længe
bakefter, stiger billederne op med en tydelighet og nøi«
agtighet som sætter ham istand til med den største tro*
skap at gjengi dem i de allerfineste detaljer. Slikt er
ikke enestaaende for Rousseau; der er adskillige forfat«
tere som har det paa samme maate; hos os er Jonas Lie
et merkelig eksempel; ogsaa han gik omkring i verden
tilsyneladende baade døv og blind; indtrykkene blev
ham først rigtig nærværende naar de var langt borte;
intimiteten i hans digtning beror paa visionær hukom«
melse.
Ut fra slike betragtninger kan vi forstaa at indtryk
og oplevelser som i øieblikket gik tilsyneladende spor«
løst henover Rousseaus sjæl, allikevel ikke var spildt,
men senere kunde faa stor betydning for ham. Naar han
i Mad. Vercellis’ eller grev Gouvons hus vandret paa
randen av sociale avgrunde, synes han under oplevelsen
ikke at ha følt synderlig ved det, andet end at han natur*
ligvis kunde ha lyst til at sitte tilbords med de fornemme
istedenfor at opvarte dem; men mange aar senere, da de
sociale spersmaal og samfundsmotsætningerne beskjæftiget
hans tanke, da dukket lakeimindene fra ungdommen op
med en klarhet og en heftighet som almindelige men«
— — — J’ai ctudic les hommes, at je me crois assez bon obser*
vateur; cependant je ne sais rien voir de ce que je vois; je ne vois bien
que ce que je me rappelle, et je n ai de l’esprit que dans mes sou-’
venirs. De tout ce qu’on dit, de tout ce qu’on fait, de tout ce qui
se passe en ma présence, je ne sens rien, je ne penetre rien; le signe
extérieur est tout ce qui me frappe. Mais ensuhe tout cela me
rcvient; je me rappelle le lieu, le temps, le ton, le regard, le geste,
la circonstance, rien ne mechappe; alors, sur cc qu’on a fait ou
dit, je trouve cc qu’on a pense, et il est rare que je me trompe.
Conf. 3dje bok.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
