Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - IX. Vagabondliv
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
125
En dag han gik ind paa en kro for at spise middag,
blev han opmerksom paa en mand som saa yderst mer*
kelig ut: stort skjeg, græsk, fiolet dragt, hue av pels«
verk, — i det hele en noksaa imponerende skikkelse.
Han snakket et underlig sprog, som ingen av folkene i
huset forstod; Rousseau spidset orer, merket at det var
etslags italiensk og henvendte nogen ord til ham i dette
sprog. Manden reiste sig og omfavnet Rousseau i hen«
rykkelse. Jean Jacques tok plads ved hans bord, som
var adskillig rigeligere opdækket end hans eget. De var
snart i fortrolig samtale; den fremmede fortalte at han
var græsk prælat og arkimandrit av Jerusalem. lian
reiste nu rundt for at samle penger til restauration av
den hellige grav; han viste frem skrivelser fra czarinaen
og fra keiseren og var hittil noksaa fornøid med ut*
byttet av sine reiser. Før maaltidet var slut, var Rous*
seau arkimandritens mand. Han tok stilling som den
mystiske grækers tolk, skulde tale til indtægt for den
hellige grav omkring i Schweiz, og reisens fjerne maal
var denne gang selve Jerusalem.
Men saa langt skulde ikke Jean Jacques komme;
først drog de til Freiburg, hvor utbyttet var noksaa
magert; tilstrækkelig likevel til at Rousseau, som nu i
lang tid av nødvendighet hadde levet paa mager kost,
kunde tilfredsstille sin unge appetit og vinde sit gamle
huld tilbake. — Fra Freiburg gik veien til Bern, hvor
den «generte» Rousseau, som han aldrig undlater at kalde
sig, maatte tale, frit og uforberedt, for det samlede senat;
og han talte ikke daarlig, men la med mange ord ut om
den gode sak det gjaldt, om den ædelmodige gav*
mildhet andre suveræner hadde vist, og var overbevist
om at bernerne ikke vilde staa tilbake i denne ædle
veddekamp. Talen virket efter ønske, bernerne viste sig
meget rundhaandet, og fornøid med utbyttet — eller
byttet — drog arkimandriten og hans sekretær videre —
til Solothurn.
Men her fik den smukke mission en bråt ende; det
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
