Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XII. Maman
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
195
hun dog høit over den vildtvoksende vagabond hun tok
sig saa moderlig av; hun hadde levet blandt mange slags
mennesker, hun hadde tænkt over de moralske værdier,
hun var aapenhjertig og meddelsom, talte gjerne med sin
unge ven om de resultater livet og læsning hadde bragt
hende, vakte hans eftertanke, la spirer til hans selvop*
dragelse.
Men av større betydning end hendes høiere moralske
kultur var de medfødte ædle egenskaper i hendes natur.
Med ett ord: hendes utrættelige godhet. Først like*
overfor ham selv, hendes aldrig svigtende gjestfrihet,
hendes hjælpsomhet, hendes ømme omsorg under hans
sygdom; men dernæst den atmosfære av godhet hun
bredte om sig, hendes altid redebonne og virksomme
barmhjertighet; hun kunde ikke se smerte uten at lindre
den, hendes hus og hendes pengepung var aapen for en*
hver slusk, bare han led nød; hun spurte ikke, hun
tænkte ikke, bare gav, — meget mere end hun hadde
ret til, men altid av sit varme medfølende hjertes fylde.
Jeg tror at det var av avgjørende betydning for Rousseau
at han saa tidlig kom ind i og saa længe kom til at
leve i denne godhetens atmosfære. Michelet skriver et*
steds om Rousseau: «Fra det øieblik hans hete ord
bredte sig i luften, blev temperaturen en anden; det er
som en lunken aande hadde pustet ut over verden ;
jorden begynder at bære frugter som den aldrig før
hadde baaret.» Ja, og det væld av følelse som skulde
bli Rousseau’s uforglemmelige indsats i verdenshistorien,
blev, om ikke skapt, saa dog i høi grad næret i Mad.
de Warens’s hus. Der var i hans natur sterke anlæg,
ikke biot til menneskekjærlighet, men ogsaa til menneske*
foragt, ja menneskehat. lians generthet, hans lyssky skam*
følelse, hans genfiske steilhet, den abnorme jordbund i
hans sjæl, gjorde i forening med megen bitter livserfaring
at han gjerne skydde menneskers selskap, trak sig ind i sig
selv og let kunde ha havnet i uhjælpelig misantropi,
hvad han jo ogsaa til sine tider gjorde. Men naar han
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
