Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XV. Paris under Ludvig XV
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
239
aarhundredes arkitektur, saavelsom de bildende kunster
har Mad. de Pompadour meget at takke for. Hendes
indgrep i krigsførselen og utenrikspolitikken var gjentagne
ganger skjæbnesvanger for hendes land; men moderne
forskere mener at dette berodde ikke saa meget paa
hendes storpolitiske idéers meningsløshet som paa uheld
og feltherrers uduelighet. Sin stilling ved hoffet hævdet
hun, trods alle vanskeligheter, med overlegenhet; hun
glemte ikke sin borgerlige oprindelse, og heldet — baade
av klokskap og av sympati — mot hvad vi med et littana*
kronistisk uttryk vei tør kalde tidens liberale strømninger.
Hun elsket literaturen og var forfatterne en mægtig ven;
hun glemte ikke hvad hun hadde lært av filosoferne hos
Madame Geoffrin, og støttet dem ved alle leiligheter,
gav dem rikelige pensioner, hjalp dem ind i akademiet,
beskyttet dem mot deres angripere og indbød mange av
dem til sine saloner. Filosoferne forstod ogsaa godt
hvilken støtte de hadde i hende og har for størstedelen
uttalt sig fordelagtig om hende. Voltaire sprøitet vistnok
noget av sin edder og galde utover hende i nogen vers
i La Pucelle, men til andre tider har han lovprist hende
i vers og prosa, og da hun døde, uttalte han i brev til
Damilaville sin dype beklagelse over det tap filosofien
led ved hendes bortgang. Senere forfattere har ofte be*
breidet filosoferne deres forhold til Mad. de Pompadour,
har betegnet det som det mest slaaende kjendetegn paa
tidens korruption, at de som gav sig ut for sandhetens
og dydens forfegtere, lot sig beskytte og pensionere av
den kongelige maitresse. Og naturligvis — hele dette
pensionsvæsen er jo ikke meget tiltalende eller egnet til
at hæve literaturens og forfatternes værdighet; men det
var endnu i det 18de aarhundrede overmaade vanskelig
at leve av sin pen; Lesage gjorde det jo, men kun ved
hjælp av et hurtigskriveri, som gik utover værdien av
hans produktion; ellers var der, saavidt jeg vet (med
undtagelse av Rousseau, som vi senere skal høre om),
ikke en eneste som ikke tok imot beneficier fra en eller
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
