Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XV. Paris under Ludvig XV
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
267
og vid feirer glimrende triumfer, ret som det er kjed*
somheten stikke frem sit grinende ansigt; der mater os
stundom en tomhetsfølelse, som kan nærme sig for»
tvilelse. Mad. du Deffand, den betydeligste, omend
ingenlunde den elskværdigste, av tidens toneangivende
damer, utbryter en dag: «Alle vilkaar, alle væsener
synes mig like ulykkelige, likefra engelen til østersen;
ulykken er at være født.»1 Trods sin glimrende inteb
ligens, trods sin sociale sukces og sin forfængelighets
tilfredsstillelse var hun dog alt andet end lykkelig; det
var først i hendes allersidste dage at en virkelig, men
altfor sildig kjærlighet kom og bragte hendes haarde og
tørre hjerte nogen husvalelse.
Kjedsomheten var ikke bare Mad. du Deffands syg»
dom, den var le mai du siécle. — Men ut av tomhets»
følelsen vokset længselen, en ubestemt længsel efter
noget som var forskjellig fra det man levde i, efter varige,
faste værdier, efter noget at være forvisset om, efter
noget som kunde fylde tomheten, — efter mystik.
Man har oftere pekt paa det besynderlige i at
denne-skeptiske slegt, som gjorde sig til av intet at tro mellem
himmel og jord, saa let lot sig dupere av Cagliostros
kunster eller føre ved næsen efter Mesmers tryllestav.
Men denne lettroenhet var et ganske naturlig utslag av
savn, som ingenlunde var ophørt at eksistere, fordi om
de var skutt i bakgrunden, eller fordi om de ikke længer
lot sig tilfredsstille paa de uttraadte kirkeveier.
Man moret sig over, beundret og lovpriste de mange
vittige og kloke mænd som med uimotsigelig klarhet
paaviste samfundsordningens usans og den gamle tros
fornuftstridighet, men de lærte mest hvad man ikke
skulde tro, og savnet av forvissning blev liggende og
verke. —
Svaret paa dette savn blev Rousseau; første gang han
fandt sin egen stemme, følte man øieblikkelig at her var
1 Toutes les conJitions, toutes les especes me paraissent également
malheureuses, depuis Vange jusqua l’huitre, le fächeux est d’étre né.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
