Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - IV. Polemik
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
70
færdighet spotter Ducros og andre forfattere over den
forandrede tone Rousseau anslaar likeoverfor denne mot»
stander, i sammenligning med den han benytter like»
overfor andre. Naturligvis er der forskjel; jeg tviler
ikke paa at Rousseaus forfængelighet har følt sig ganske
betydelig kildret ved at finde hertugen av Lothringen,
kongen av Polen, Ludvig XV’s svigerfar, blandt sine
antagonister, og han tinder paa et enkelt sted i sit svar
ord som tyder paa at han ogsaa kunde være galant, naar
han vilde, og kanske ikke var saa blottet for hofmands»
muligheter som han gjerne vilde gi sig utseende av. Jeg
citerer stedet, fordi det er saa sjeldent, for ikke at si ene»
staaende, i hele Rousseaus produktion; kong Stanislaus
hadde i sit angrep gjort sig skyldig i en temmelig slem
uvidenhetsfeil, idet han hadde omtalt Sokrates som an»
griper av epikuræerne og stoikerne, der som bekjendt ikke
var noget videre samtidige med ham. Hertil replicerer
Rousseau med et galant buk saaledes: «Naar Sokrates mis»
handlet videnskaperne, kunde han ikke, forekommer det
mig. sigte hverken til stoikernes hovmod eller til epi»
kuræernes bløtagtighet, eller til pyrrhonikemes absurde
jargon, fordi alle disse mennesker eksisterte jo ikke paa
Sokrates’ tid. Men denne lette anakronisme klær ikke
min motstander saa ilde: han har hat bedre bruk for sit
liv end at verificere data; og han er ikke mere forpligtet
til at kunne sin Diogenes Laertes utenad end jeg til
paa nært hold at ha set hvad der foregaar paa val»
pladsene1.»
Man skimter unegtelig et hofmandssmil under denne
behændige replik; men der er dog ikke spor av kryperi
eller servilitet at opdage i den, og Rousseaus holdning
hele «svaret» igjennem er forøvrig udadlelig og vær»
dig. Hør de ord hvormed han indleder: «Jeg skyldte
kanske snarere en tak end en replik til den anonyme
forfatter som har beæret min Discours med et svar; —
men det som jeg skylder taknemmeligheten, skal ingen»
• I. 111.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
