- Project Runeberg -  Jean Jacque Rousseau / Gjennembrud og Kampe /
104

[MARC] Author: Gerhard Gran
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - VI. Musik

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

104

er ganske vist hans agt at være upartisk, han er ikke
blind for spartanernes svakheter, og han har ikke isinde
at gjøre dem bedre end de er; sandheten fremfor alt;
men han forbeholder sig dog at bli varm over de be»
drifter han har at berette om, og at gi sin harme luft,
naar noget oprører ham, han sigter ikke mot overlegen
objektivitet, «det er mig ganske likegyldig, om nogen
skulde bebreide mig mangel paa den alvorlige kulde
som man, jeg vet ikke hvorfor, saa sterkt anbefaler histo*
rikerne, som om ikke historiens nytte først og fremst be»
stod i med ild at vække kjærlighet til alle gode og av*
sky for alle onde mennesker».1

Vt ser, at hvor vi træffer Rosseau i disse aar, saa er
han den samme, — i hans ydre liv, i hans offentlige
skrifter, i hans privatbreve, i hans kladder og utkast og
ufuldendte begyndelser, overalt møter vi de samme tanker
og stemninger.

e «

»

Sommeren 1752 kom et selskap av italienske opera*
sangere til Paris og gav forestillinger; det var noget
ganske nyt for pariserne, selv Pergolesi’s dengang 20 aar
gamle, berømte opera buffa La serva padrone var neppe
kjendt av navn; men de fremmede sangere erobret snart
verdensstaden, dog ikke uten heftig motstand, og det ut»

1 Den samme moralske tendens vendt mot samtiden kommer
ogsaa sterkt til uttrykt i slutningen av fortalen, hvor det heter: Le
pius grand inconvénient de celle (i: l’histoire) que j’entreprends est
qu’on y voit des hommes qui ne nous ressemblent presque en rien, qui
nous paraissent hors de nature peut-étre autant parce que nous y som«
mes. que parce qu’ils y sont en effet. Leurs crimes nous feront horreur;
quelquefois les vertus nous feront /remir. Egalement faikles et
pus-sillanimes dans le bien et dans le mai, tout ce qui porte tin certain
caractére ne nous parait pius possible. L’incredulité dont nous faisons
parade est bien [piusJ iouvrage de notre låcheté que celui de notre
raison etc. Jansen op. cit. p. 12—13.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Fri Nov 20 23:26:07 2020 (aronsson) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/jjrouseau/2/0116.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free