Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - VI. Musik
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
129
hvor ømt hans hjerte hang ved musikken, ved den musik
som efter hans opfatning var den gode, likesom jo den
iver, hvormed han like til sin sidste time finder det
umaker. værd at forsvare sig mot rygterne oin at han
hadde stjaalet Devin, heller ikke tyder paa likegyldighet,
eller at han for alvor skulde mene hvad han skriver, at
han hadde elsket og dyrket denne kunst «mere end det
sømmer sig for en forstandig mand». Intet vilde da heller
ha været urimeligere, end at Rousseau skulde ha arvet
den «kunstrædsel» som var et fremtrædende træk hos
Calvin, og som denne i hoi grad hadde paaført sine
genfiske undersaatter og deres efterkommere. Ti Rous«
seau var jo selv først og fremst kunstner, et utpræget
kunstnentemperament, kunstner i sin ofte sykelige føl*
somhet og impressionabilitet, kunstner i sin envise sub*
jektivisme, i sin lyriske voldsomhet, i de sterke stem«
ningers pludselige omslag, kunstner i sin panteistisk lar«
vede religiøsitet, som fandt uendelig mere stof til andagt
i et skjønt landskap end i de konventionelle kultusformer,
kunstner endelig ogsaa i sin produktionsmaate — de be«
naadede øieblikke av formelig besathet med lange pauser
imellem i uproduktiv uoplagthet. Som musiker hadde
han netop vundet en avgjort seier som i hans minde be«
standig beholdt sin sødme, og om nogen aar skulde han
avsløre sig som digter, den originaleste og betydeligste
i sin samtid.
I Devin hadde han rørt nynnet sit eget hjertes uskyl«
dige vers og melodier, og i musikbrevet mediterte han
over det teoretiske grundlag for sin egen musik. Det
skedde, som altid i disse aar, mest paa negativ vis, ikke
saa meget i begeistret forkyndelse av det han elsket, men
paa en omvei, gjennem lidenskabelige angrep paa det
han hatet. Han hatet den franske musik som han hatet
hele sin tids pariserkultur; ogsaa musikbrevet var et ut«
slag av hans sterke personlighets reaktion mot hans om«
givelser som ikke i nogen henseende var efter hans hjerte.
Den transke musik var som tiden forøvrig, — langt borte
9 — Rnuuciu II.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
