Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - VII. Det primitive menneske. Samfundskritik
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
132
dommen stammer luksus og lediggang, fra luksusen
kunsten, fra lediggangen videnskapen.»1
Spørsmaalet rammet altsaa Rousseau i hans aller
inderste hjertesanliggende, og han gav sig straks til at
besvare det. 1 høi grad karakteristisk er den maate
hvorpaa han griper arbeidet an; det er ikke som e:i viden*
skapsmand, som likeoverfor en slik opgave altid vilde be«
gynde med at samle stof til at bygge sine betragtninger
paa, men som en kunstner, der først og fremst soker
stemning. «For uten forstyrrelse at meditere over dette
spørsmaal,» fortæller han i Confessionss, «foretok jeg
en ukes reise til SaintsGérmain sammen ined Therese,
vor vertinde og en av hendes veninder. Jeg regner
denne reise som en av de behageligste i mit liv. Det
var deilig veir, kvinderne paatok sig husholdning ag
regnskap — —, og jeg indfandt mig sorgløst til maal«
tiderne, hvor jeg hygget mig godt. Hele resten
avdagen levet jeg dvpt inde i skogen, hvor jeg søkte og
fandt billedel av den urtid (des premiers temps) hvis
historie jeg dristig gjorde utkast til; jeg gjorde kort
proces med menneskenes smaa løgne, jeg vaaget at
avsløre deres væsen i sin nakenhet, at følge tidens og tin=
genes gang slik som de har vanskapt det, at sammen«
ligne kulturmennesket (l’homme de l’homme) med det
naturlige menneske, og i deres indbildte fremskridt at
vise dem den sande kilde til deres elendigheter. Min
sjæl som følte sig løftet ved disse ophoiede betragtninger,
vaaget at stille sig ved guddommens side, og da jeg fra
dette-standpunkt saa mine medmennesker i sine fordommers
forblindelse vandre paa vildfarelsernes, ulykkernes og
forbrydelsernes vei, ropte jeg til dem med en svak
stemme som de ikke kunde hore: Vanvittige, som
ustanselig beklager eder over naturen, lær da engang at
alle eders ulykker kommer fra eder selv.»
Richard Fester: Rousseau und die deutsche Geschichtsphil.K
sophie. Stuttgart 1S90, p. 5.
5 8de bok. Oeuvres XX. 289 f.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
