Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - VII. Det primitive menneske. Samfundskritik
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
136
men han brukte det som forelaa, specielt de mange
reisebeskrivelser fra barbariske lande, som i løpet av aar*
hundredet var vokset op til en temmelig rikholdig
literatur. Men hvorfor sier Rousseau da at man maatte be»
gvnde med at fjerne alle kjendsgjerninger, fordi dc ikke
hadde noget med spørsmaalet at gjøre? Naar han ikke
mente det, og ikke agtet at handle efter det?
André Lichtenberger beskylder, i sin glimrende frem*
stilling av hans filosofi, Rousseau for uklarhet i dette
punkt, ja endogsaa for uhæderlighet1: naar han angriper
det moderne samfunds elendighet og skrøpelighet, saa
sker det stadig paa bakgrund av naturtilstanden, der
fremstilles som den lysende motsætning til samtidens
fordærvelse, og han paaberoper sig den altid som en
historisk virkelighet, en lykketilstand menneskene ved
egen brøde er gaat glip av. Men selv er han jo be»
gyndt med at si at en slik naturtilstand aldrig har eksi«
steret, at det er et tankeeksperiment som kun kan ut»
føres naar man ser bort fra alle kjendsgjerninger.
Her synes virkelig ikke bare at være motsætninger,
men en uopløselig motsigelse; en ting kan ikke paa én»
gang fremstilles bare som et tankeeksperiment og som
virkelighet; det er en selvmotsigelse eller sofisteri først
at konstatere at naturtilstanden ikke har eksisteret, og
derpaa, efterat man har konstrueret den, at betragte den
som og benytte den som en realitet.
Og dog er motsigelsen kanske ikke saa vanskelig at
forklare. Jean Alore/ har i en avhandling om «kilderne
til Discours de Hnégalité»s paavist at Rousseau ingen»
lunde var nogen ren ræsonnør, at han tvertimot sammen
med Diderot var med paa den «store revolution i viden»
skaperne» som overalt begyndte at gjøre sig gjældende
omkring midten av aarhundredet, og som gik ut paa at
1 André Lichtenberger: Le socialisme au XVIII siécle (Paris
1895), ,> 141.
Annales Jean Jacques Rousseau V, 119-198; hvad det her gj*l<
der. lindes paa p. 130—16.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
