- Project Runeberg -  Jean Jacque Rousseau / Gjennembrud og Kampe /
152

[MARC] Author: Gerhard Gran
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - VII. Det primitive menneske. Samfundskritik

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

152

vi betegner med ordene: stor, liten, sterk, svak, hurtig,
langsom, modig, ræd o. 1.; de kom ganske uvilkaarlig til at
sammenligne, og derved opstod et slags refleksion, eller
snarere en mekanisk klokt som angav dem de nødven*
digste forholdsregler til selvbeskyttelse.

Snart blev mennesket sig sin overlegenhet over de
andre dyr bevisst, satte fælder ut for dem og overlistet
dem paa mange vis, blev deres herrer og deres plage*
aander. Det første blik han vendte mot sig selv, fødte
den første følelse av hovmod.

Men samtidig som han opdaget forskjellen mellem -ig
og den øvrige natur, kunde han ikke være blind for
likheten mellem sig og andre mennesker; han saa dem
stadig gjøre det samme som han vilde ha gjort under
lignende omstændigheter, han sluttet derav at de tænkte
og følte som han, at de var av samme sort som han, og
derefter indrettet han sit forhold til dem.

Erfaring iærte ham at kjærlighet til velvære er alle
menneskelige handlingers eneste drivkraft, og herved blev
han istand til at utfinde de sjeldne anledninger,
hveden fælles interesse kunde la ham gjøre regning paa
sine medmenneskers assistanse, og de endnu sjeldnere
hvor konkurransen maatte gi ham mistillid til dem. I
første tilfælde forenet han sig med dem i horder, til en
fri og foreløbig sammenslutning som ikke forpligtet nogen,
og som ophøtte sammen med den anledning som frem*
bragte den I sidste tilfælde greiet han sig saa godt
han kunde, med vold, hvis han følte sig sterk nok til
det, med list og lempe, hvis han var den svakere.

Saaledes dannet der sig efterhaanden plumpe fore*
stillinger om gjensidige forpligtelser og fordelen ved -t
overholde dem, men denne forpligtelse gjaldt dog kun
for den enkelte anledning og det øieblik den fælles
interesse tydelig krævet det; nogen varig gjensidighet
kunde der ikke være tale om, da menneskets fremsyn
endnu ikke naadde utover dagen.

Aarhundrede gik efter aarhundrede uten synderlig

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Fri Nov 20 23:26:07 2020 (aronsson) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/jjrouseau/2/0164.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free