Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - VII. Det primitive menneske. Samfundskritik
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
164
undersaatter liv og eiendom. Styrken alene opretholdt
ham, styrken alene styrter ham, og alt gaar saaledes Kor
sig efter naturens orden. —
iMen er der end saaledes en utvortes likhet mellem
borgerne i et despotisk samfund og naturmenneskene,
saa er der dog mellem deres liv en uendelig avstand,
saa man næsten ikke kan forstaa at det er den samme
art vi har for os. Det som gjør det vilde menneskes
høieste lykke, det vilde være det civiliserede menneskes
fortvilelse. Den første lever og aander i hvile og frihet,
han ønsker ikke andet end at faa leve i fred, og selv
stoikernes ataraxi kan ikke nærme sig hans likegyldighet for
enhver anden ting. Samfundsborgeren derimot er altid paa
færde, sveder, ophidser sig, piner sig uophørlig, har aldrig
et oiebliks ro, arbeider like ind i døden, iler den imøte
for at kunne leve, ja gir avkald paa livet for at opnaa
udødelighet; han smigrer de store, hvem han hater, og
de rike, hvem han foragter, sparer ingenting for at opnaa
den ære at tjene dem, praler stoltelig av sin egen usselhet
og deres protektion, er stolt av sit slaveri og foragter
dem som ikke deler det. Hvad vilde en karaiber si om alt
det pinlige og misundte arbeide som en europæisk mini»
ster har at utfore. Han vilde mange ganger hellere dø
end at opleve en slik tilværelses rædsler. Men saa har
en slik vildmand heller ingen anelse om hvad anseelse
og magt vil si. Og heri ligger den virkelige aarsak til
den uendelige forskjel mellem de to: den vilde lever i
sig selv, samfundsmennesket lever utenfor sig selv, vet
ikke hvad det vil si at leve uten i andres mening om
ham, og det er derfor saa at si kun i deres omdømme
at han har følelsen av sin egen tilværelse.
Men en slik tilstand føder likegyldighet for godt og
ondt trods alle skjønne moralprækener, alt blir skin,
kunstig, loiet, hyklet, — ære, venskap, dyd, ja ofte endog
selve lasten som man ender med at rose sig av. Kortsagt,
idet vi altid spor de andre hvad vi er, og aldrig vaager
at spørge os selv, midtimellem saa meget filosofi, huinani=
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
