- Project Runeberg -  Jean Jacque Rousseau / Gjennembrud og Kampe /
177

[MARC] Author: Gerhard Gran
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - VII. Det primitive menneske. Samfundskritik

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

177

tighet er uten værd i sammenligning med protektion og
fornem fødsel, han hadde, kort sagt, paa mangfoldig vis
selv faat føie hvorledes samfundet, det ubarmhjertige,
behandler en som er fattig og uten forbindelser.

Skulde nogen kunne skrive om ulikhet, saa maatte
det være ham; alt det nag han i sit liv hadde opsamlet,
fortætter sig nu i hatefulde og bitre ord mot de velstil«
lede, disse ulver som naar de først har faat smak paa
menneskekjøt, ikke vil ha andet, disse grumme utsugere
hvis vellevnet først faar den rigtige smak, naar det
krydres ved synet av mængdens uthungrede ansigter, —
hans proletarhjerte dirrer av harme ved tanken paa dette
samfund, hvor alt er forkjert og alle værdier forfalsket,
saa det endog kan hænde at en idiot som greven av
Montaigu kan faa ret og magt over et geni som Jean
Jacques Rousseau.1

Trøstesløst er Rousseaus syn paa kultursamfundet,
trøstesløst i nutiden og trøstesløst i fremtiden, man øiner
ikke det lyspunkt hvorfra frelsen skulde komme. Heri
er Rousseau dypt forskjellig fra sin samtids kultur«
optimister som i oplysning og fremskridt saa det tusen«
aarige rike nærme sig; for Rousseau betyr ethvert frem«
skridt kun et skridt dypere ind i fordærvelsen, et skridt
nærmere undergangen; jo fuldkomnere samfundslivet ut«
vikler sig, jo mere indviklet arbeidsdelingen blir, jo mere
avhængig menneskene dermed blir av hverandre, — desto
mere fjerner de sig fra naturen, fra oprindeligheten, —
fra retfærdigheten, friheten og likheten. Dette er men«
neskehetens mørke skjæbne, den uundgaaelige følge av
det ulyksalige syndefald, da et menneske første gang ind«
gjærdet et jordstykke og fandt paa at si: dette til«
horer mig!

Rousseau antyder ikke muligheten av et botemiddel
— ikke i sin avhandling om ulikheten.

Det kom først otte aar senere — i Contrat social.

’ Se G. Gran: Rousseau I, 215-25.

12 — Rousseau II.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Fri Nov 20 23:26:07 2020 (aronsson) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/jjrouseau/2/0189.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free