Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - IX. Teatret
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
220
kvindernes rækkevidde eller at klæde fornuften i galante
talemaater og kan hengi sig til alvorlige samtaler uten
frygt for at gjøre sig latterlige». Han indrømmer at der
stundom drikkes for meget i disse klubber; men selv det
undskylder han, en rus gjør oftest menneskene hyggelige
og hjertensgode; jamais peuple n’a péri par l’excés de
vin, tous périssent par le désordre des femnies. Og til
mændenes «klubber» svarer kvindernes sociétés, hvor der
sikkert sladres mere end godt er, men som allikevel er et
gode, fordi de to kjøn paa denne maate faar anledning
til at leve, hver for sig, og hver paa sin maate.
Men faar vi teater og pariserkultur, saa er det slut
med gammel skik og bruk, forbi med klubber og
societeter, og istedet faar vi saloner, hvor kjønnene er sammen
til stadighet, og kvinden faar herredømmet til mandens
ødelæggelse. Rousseau sætter ikke kvinden høit som
intelligens, vi har set antydninger til det allerede i
avhandlingen om ulikheten, det kommer sterkt tilorde i
Emile, og her i brevet til D’Alembert, uttaler han sig
ogsaa utvetydig i saa henseende: «Kvinder elsker som
regel ingen kunst, forstaar sig ikke paa nogen, og har
ikke geni. De kan nok være heldige med smaa arbeider
som kun kræver et let hode, smak, ynde, ja undertiden
endogsaa filosofi og ræsonnement. De kan nok erhverve
sig kundskap, lærdom, færdigheter, alt, hvad der kan
opnaaes ved flid. Men den himmelske ild som op»
flammer sjælen, geniet som fortærer, den brændende vei»
talenhet, den sublime henrykkelse som bærer sin be»
geistring frem til det dypeste i vore hjerter, den mangler
altid kvindernes skrifter; de er allesammen kolde og vakre
som de selv: De har nok aand, saameget De bare vil,
men aldrig sjæl; — — de kan ikke skildre kjærligheten
engang.–» Da Rousseau skrev dette, hadde han nylig
hat bitre erfaringer med aandrike verdensdamer, og det
kan nok hænde, at der i disse ord er nogen gjenklang
av hans oplevelser; Mad. d’Epinay var jo ogsaa forfatter»
inde. Men ellers er det overalt i hans skrifter hans me»
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
