Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - IX. Teatret
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
209
ning at kvinderne har sin plads ved arnen og ikke i
mænds samtaler; han anser det for mænds skjendsel at de
lar sine tanker og meninger bestemme av kvinders over=
fladiske esprit, og det er det sikreste tegn paa salonlivets
korruption, at det er kvinderne som uindskrænket fører
regimentet der. Rousseaus kvindeideal er et ganske andet,
det er kvindens velsignede gjerning i den huslige ube*
merkethet, hustruen, mandens trofaste medhjælper, mode*
ren, bomenes skytsengel, datteren, forældrenes ærbødige
støtte og glæde. Vi vil senere træffe hende ofte omkring
hans forskjellige skrifter.
Den sidste indvending han har mot skuespils ind<=
førelse i Genf, er at de under enhver omstændighet vil
bli daarlige; ti genferne mangler smak, den fremmede
plante vil aldrig slaa rot hos dem, vil altid vedbli at
være import, imitation, hermende halvkultur. I forbin*
delse hermed antyder Rousseau muligheten av et natio«
nalt genefisk drama, men det blir bare en antydning som
han straks forlater, for at gaa over til at skildre alle de
offentlige fester med sport og fugleskytning og kapseis
ling o. s. v. som feires i Genf, værdige nationalfester
tor republikanere som under aapen himmel i frit sam=
kvern uten kunster og alverdens konventionelle former
hengir sig til uskyldige fælles glæder. Rousseau dvæler
længe ved disse fester, som han beskriver med en øm
kjærlighet, som endnu den dag idag aldrig undlater at
røre genfiske læsere; heller ikke denne skildring har været
uten sin historiske betydning, den gav forbilledet til de
franske folkefester under direktoriet, og har kanske ikke
været uten betydning for de mange festprogrammer i det
nuværende socialdemokrati.
«Slike skuespil,» saaledes slutter Rousseau sit lange
brev til d’AIenbert, «sømmer sig for republikker. Hvad
angaar det som Deres artikel Geneve har nødt mig til
at behandle i denne avhandling, hvis det nogengang blir
indført indenfor vore mure, saa forutser jeg de mest
skjæbnesvangre følger av det — —.»
14 — Rousseau H
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
