Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
9
times den døde. Og den aabenbare tilslutning, eier giver sig
udslag i bifald, der hører og fornemmer, er desuden for dores
nervøse temperament blevet en trang, der maa. tilfredsstilles, for at de
skal kunne fæstnes i deres skaben. I en tid, hvor ingen vil vente,
kau man der forlange, at ene digteren, taalniodig og sterk, ska]
vente paa monumentet, man vil reise paa lians grav?
Men sen og langsom er Jonas Lie selv. Alt bos ham tager
tid, og ban er utvilsomt den senest udviklede af alle nordiske digtere.
Men den, der med lempe farer, kan naa langt, saa langt som
reformatorisk storhed naar. Lie er blevet selve eksemplet derpaa.
Det skulde synes lidet muligt, at den, der som moden mand
skrev en „Adam Sohrader" og en „Thomas Ross", i sit, livs næste
tiaar skulde mægte at tilegne sig, mer end tilegne sig: skabe en
fremstillingens metode, der flyttede milepæle i al nordisk roman.
Og dog er det dette, som skete, saa vist som ingen nordisk
roman-skribent — selv om han selv ikke ved det eller ialfald ikke tilstaar
det — er forblevet upaavirket af den impressionisme, som Jonas
Lie har skabt.
Det vilde være lærerigt at paavise, hvorledes og ad hvilke veie
den impressionistiske fremstilling, der vil have sat sig bestandige
merker, bar vokset sig til herre i den Lieske kunst. Udviklet og
bleven mand under oinene af saa vidt forskjellige forbilleder har
Jonas Lie i sin romanproduktions begyndelse anvendt samme
beretningens fonn som forbillederne. Han vandrer, selv i sine
Nord-landsfortællinger, jevnt ad de baner, som beretningen længst jevnede.
Först den dag, hans oie ialdt paa „Livsslavens" skjæbne, det
menneskes, som i kraft af hans hjertes medynk — lians væsens
kjerne — med et slag gjør ham til den store digter — samme dag
paatvinger impressionismen sig hans kunst . . . uimodstaaelig!;.
Synet af disse mennesker behersker ham saa fuldstændigt, at han,
i deres oplevelsers brændende nu, paa én gang bensætter dem, som
de staar og gaar, som de er; „inipressionen" beskjiettiger ham saa
helt og saa pinefuldt, at han uvilkaarligt kaster den fra sig uden
omsvøb, direkte — jeg vilde sige nøgen.
Og, uden at Jonas Lie vidste det. eller, hvad han vovede,
valdet nye givet.
Alligevel anvendes det nye endnu et par aar side om side med
fortællingens tilvante fonn; breder sig kun langsomt fra handlingens
brydende punkter ud gjennem meddelelsen oni personernes liv;
2
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
