- Project Runeberg -  Jonas Lie. Et festskrift i anledning af hans 60-aarige fødselsdag udgivet af "Samtiden" /
30

(1893) [MARC]
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

30

støtten var jo rejst, og derude i Havbrynet, hvor den stod, skulde den
egentlige Højtidelighed foregaa. Jonas Lie havde lovet at skrive
Festsangen ved denne Leilighed, og jeg har endnu aldrig seet, at
en Mand med en lovet Festsang foran sig befinder sig i et særligt
lyst Hjørne af Tilværelsen. Sangen maatte skrives. Tiden led.

En Dag havde han en Del Vers færdige. De blev læst for
Fru Thomasine, men hun var snart paa <let rene med, at Jonas
kunde gjøre det bedre. Jeg fik ogsaa Versene at høre, og jeg maa
tilstaa, at de gjorde liden Virkning paa mig. Der var nemlig det
i Vejen med dem, at de var „laget", der var hverken Saltsmag
eller Tanglugt i Skildringen af Kysten, og Bølgerne rulled slet ikke
med den Lystighed og Fart, som man venter sig af Bølger deroppe
paa Haugesundskanten. Med andre Ord: Billederne var ikke
naturlige, Indtrykkene ikke friske der var formeget Landkrabbe i dem.

Og ingen var villigere til at indrømme dette end Jonas Lie
selv. Han begyndte paa en frisk, men der vilde ikke komme Glid
paa det.

En Dag, jeg sad paa mit Værelse i Via Sistina, bankede det
haardt paa Døren, og før jeg fik sagt „kom ind" aabnedes den
hurtigt — det var Jonas Lie.

„Nu ved jeg — raabte han — hvad der er i Vejen med denne
Sangen min. Jeg har jo ikke, Gut, set salle Sjøen paa Aar og
Dag. Jeg er biet et rent Indlandsmenneske. Jeg maa ned t,il
Ostia, Vil du være med? Vi kjører imorgen."

Nafste Dag sad Jonas Lie og Kone, Billedhugger Magelsen og
jeg i en stor gammeldags Vogn og rullede til Ostia. Vi var alle
rigtig glade ved Udsigten til atter at. komme, ud til Havet, for nu
skjønte vi alle, at det kunde vi saa inderlig vel trænge til, efter i
Maaneder at ha set bare det grumsede gule Tibervand.

Og vi kom til Ostia. Der saa ikke meget opmuntrende ud.
Det var selve Melankolien i en døende Bys Skikkelse. Jeg husker
en 6—7 — eller maaske var det bare en 3—4 forfaldne Huse bag
en høj Midilelaldersmur. Havde man vovet sig ind gjennem Porten,
kom man ud paa en liden aaben Plads, hvor Byens gebræklige,
lettællelige Huse laa og grundede over Verdens Forgjængelighed,
medens Solen stegte mellem Husvæggene og intet Menneske var at
se paa den glovarme „Piazza". Imidlertid — et Osteria var der
naturligvis, og da det var opdaget, tog vi Mod til os og gik ind.
Det gjaldt nemlig at .tillbrhandle os noget Vin til vort medbragte

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Wed Dec 20 20:35:55 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/jlie60aar/0034.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free