Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 23. Fra mors liv
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
90
evne, var hun ham dog paa dette punkt en udmerket hjælper ved sit
fortrinlige kreaturstel og sin store paapasseligh-d paa alle kanter. Hun var
af naturen ellers lidt rundhaandet, hvad der viste sig i gaver til lattige,
og naar der var fremmede, navnlig altsaa opbyggelsesprædikanter, da det
paa tarvelig vis var noksaa rummeligt.
Jeg tror ganske sikkert, at mor havde det for sti engt, og at far
vistnok var uforstandig og paalæssede hende eller forudsatte altfor meget
arbeide. Der var jo den forskjel paa mor og hans förste hustru, atd^nne
ingen børn havde, og mor var stadig syg, mens hun gik med barn,
navnlig var dette tilfældet første gang. Det uforholdsmæssig strenge arbeide
har vei saaledes bidraget til at svække hendes ellers saa sterke helse,
skjønt der var jo lidet at merke hertil, før hendes helseløshed med
engang indtraadte paa et senere trin.
Navnlig i slaataannen var den strengeste tid. Jeg kan huske,
at hun ialfald ofte maatte låve maden ganske alene til den store
arbeids-stok, og desuden havde hun mindre børn og skulde melke haa.ekj ørene
om kvelden. Hvor deiligt det var at følge med hende, ligge paa marken
og pludre og snakke med hende og med mig selv, medens hun strævede
og var rask som en vind. Dengang havde jeg ikke forstaaelsen af,
hvorledes det gjaldt for hende at blive færdig i rette tid. Og dog har jeg
følelsen af, at det var hende en glæde at have os om tig trods alt mas
og al vor vildstyrighed. Lykkelige er de, som kan have den store giæde
at kunne slutte sig til børn med sympathi og forstaaelse. Der gives in
gen bedre opdragelse for en selv, intet, der saaledes kan fremme det
gode og dæmpe det onde som den overbærende offervillighed over "or de
unge barnesjæle. Og lykke er det for os, at vi i vor barndom har været
omhuldet af en kjærlig mors sympathi og vern.
Navnlig husker jeg mors taalmodigbed, naar hun om morgenen
vækkede mig, naar jeg skulde ud at gjæte. Hun lokkede og stelte, kom
med strømper og sko, som var godt tørret, naar de havde været vaade
om aftenen, talte muntert og trøsterigt, idag var det saa deiligt solskin,
og selv om det var stvgt veir, svarede hun altid lempeligt, gjorde det
altid saa bra som muligt, gjorde mig aldrig modløs, men talte trøstende
og hjælpende, lovede, at nogen skulde kommo og bytte, hvis det blev for
stygt, og vi husker nok alle, hvor deiligt det var.
Men saa ved jeg ogsaa, hvor sødt jeg sovnede igjen, baade en
og liere gange, og hun kom lige taalmodig gang paa gang — jeg laa som
oftest i en anden stue, saa hun havde et stykke at gaa —, og naar hun
saa mente at have mig oppe og alligevel fandt mig sovende igjen, kunde
hun nok klynke: „Nei, men John da, er du ikke endnu staaet op", jeg
synes endnu jeg hører hendes ulykkelige stemme, men egentlig vond var
hun ikke.
Jeg kommer nu til at tænke paa, at Martinus engang sagde,
at mor likte sig godt, naar hun var alene, hvad der jo i et stort hus
som hendes sjelden gik paa. Jeg ved ikke, om dette kan til’ægges
nogen særegen vægt; men det kan jo være, at vi børn ogsaa i dette punkt
har taget en lykkelig evne i arv. Jeg ved ialfald, at jeg mangen gan g
saa godt kan holde mig selv med selskab. Man kan jo sige, at. dette er
en arv efter far; men jeg synes, at hans tilbøielighed til taushed og
ensomhed var af en anden art.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
