Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 27. Fars søskende - C. Esten Strøm (1801—1883)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
128
blev Bergsvein engang irettesat af farbror. Jeg opfattede ikke dengang
fuldt ud sammenhængen og har ofte senere kommet til at tænke derpaa.
Jeg spurgte i 1805 Bergsvein, om lian kunde erindre dette. Jo, det
stod ligesaa lyslevende for ham, som det var igaar, skjønt det da var
henimod 40 aar siden, og han sagde, at han i mange aar var meget
bedrøvet over dette, fordi han troede, farbror var blevet vond paa ham.
Det var den eneste gang, farbror havde skjændt paa ham, og forseelsen
— om den kan kaldes saa — var ellers meget ubetydelig
Jeg kan aldrig erindre, at farbror gav mig som gut nogen særlig
irettesættelse. Derimod staar følgende saa tydelig for mig Den høst,
jeg blev konfirmeret, og faa dage, for jeg selv reiste ud som lærer, var
jeg paa Bjørshol en dag. Jeg spu gte ham da og^aa tilraads om
forskjellige ting, jeg som lærer havde at gjøre. Det forekom mig dog, som
jeg ikke fik nogen særlig veiledning, og jeg syntes i det hele, at der
ikke var den hygge ved farbror den aften som ellers. Han var
temmelig ordknap, og han blev siddende meget længe, efterat alle andre havde
lagt sig. Endelig sagde han da som et slags svar paa et af mine
spørgsmaal omtrent som saa, at det gjælder navnlig at passe sig for, hvad
man siger, naar man kommer ud, saa man ikke fornærmer folk, eller
saa folk ikke faar noget at sige paa en. Dette hørtes for mig som en
høist forblommet tale; jeg blev saa forundret, for den slags formaninger
havde jeg aldrig hørt i farbrors mund. Saa kom det da tilslut: „Du
fornærmede Ole, sidst du var her". Jeg kan endnu føie, hvorledes jeg
ligesom sank i jorden og kjendte det saa saart og usigelig vondt, at min
kjære, elskelige farbror, som jeg altid havde været i den bedste
forstaaelse med, som det altid havde været min høieste glæde at sidde
sammen med, og som altid havde undt mig denne glæde, skjønt jeg vei ofte
var brysom nok med alle mine uendelige spørgsmaal, at han nu var
bleven stødt paa mig. Jeg havde ikke anehe om, hvad det var; men det
var ligesom heller ikke det, det kom an paa. Jeg fik da senere vide,
hvad jeg skulde have sagt. Det var noget vedrørende Ole og hans
forlovede, som havde været paa Bjørshol den sommer, og mine udtalelser
var formentlig tankeløse; men der var fra min side ikke snev af tanke
i den retning, hvori det var bleven opfattet, saa jeg forsaavidt i
virkeligheden var helt uskyldig.
Den saare og bedrøvede følelse hang i hos mig i lange tider,
dog var det ikke saa, at farbror skjændte paa mig. Han omtalte vei
dette som et godt raad i en god mening, og jeg forstod bagefter, at
han den aften kviede sig længe, for han kom frem dermed, og det er
vei sandsynligt, at det var efter opfordring fra andre, han gjorde det.
Jeg nævner disse tilfælde med Bergsvein og mig. De er
ligesom hele farbrors opdragelsesmaade vidnesbyrd om, hvormeget der kan
udrettes med kjærl ghed og forstaaelse, og hvor lidet af irettesættelser
og formaninger der kan behøves for at lede og bøie børn.
Farbror var en evnerig og begavet mand, skjønt hans begavelse
formentlig var af en noget lettere natur end fars. Hans hustrus
elskelige væsen kjender vi alle; men jeg tror ikke, hun havde synderlig gode
evner, og hun var kanske den mindst begavede af sine søskende (side 47).
Dette kan vei ogsaa forklare, at ikke nogen af børnene naaede farens
evner. Vistnok var Ole anseet som meget begavet, og det er sikkert
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
