Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 30. To mindeord - A. Peder Utheims skildring
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
151
rige ægteskab. Vi hendes børn havde alle imod denne forbindelse, og
især kunde vor søster og Bergsvein i den første tid ikke forsone sig
dermed, ligesom mor af andre, specielt fai bror, advaredßs derimod. Hun tog
dos: dette skridt og indgik den 6. juni 18">9 ægteskab med ungkarl
Berg-sv. in Olsen, født 28 feb.uar 1827.’
Vi søskende har seet paa dette som et stort misgreb af mor, og
selv saa liun det ogsaa ofte siden, om altid ved jeg ikke, som saadant.
Denne forbindelse blev da hellerikke menneskelig tait lykkelig, hvilket heller
ikke var at vente, naar hensyn tages til den ikke uvæsentlige forskjel
baade i alder og flere andre henseender. Vinteren 1861 faldt hun pludselig i
en haard sygdom, og siden var hun aldrig rigtig frisk. Sygdommen artede
sig paa forskjellige maader, men hun var især plaget af hoved- og
tandpine, der ofte var næsten uudholdelig. I slutningen af august 1875 holdt
vi en dag paa at kjøre ind det sidste af høet, og da det var godt veir
og nær husene, var mor med. Hun kom da til at være alene for sig
selv, og da det tog tid, før hun kom tilbage, gik nogen for at se efter
hende; hun havde da faaet et sb.g og laa uden at kunne tale eller reise
sig. Det saa da ud til, at hendes liv skulde afsluttes; n en efter en
længere sygdom, hvori hun var meget bevidstløs, kom hun tig dog lidt
efterhaanden igjen. Det mei kedes dog, at hun efter den tid tabte mere og
mere hukommelsen, og hun sagde ofte, at hun ikke var at tage hensyn
til — anse —, og at hun folte si^ saa rar og underlig, at hun ikke kunde
fortælle det. Det var derfor mere, end man skulde vente, at hun senere
baade kunde besøge sin søn Bergsvein paa Veblungsncs en sommer, og
at hun i juni maaned 1878 kunde leiæ til sin fodebygd. Jeg fulgte
hende paa denne tur til Ti ondhjem og derfra med jernbanen til Tonset,
hvorfra en mand skydsede hende over Kjolen til hendes fodested Hogstad,
hvor hun besøgte sin bror og andre slcgtninge i fodebygden. Efter nogle
ugers ophold eier mødte hendes søn John og ledsagede hende hjem igjen.
Som moder var hun forholdsvis lykkelig, da vi hendes børn
menneskelig tait har artet os vei, og det er gaaet os forholdsvis godt. Jeg
er dog tiibøielig til at tro, at dette i ikke ringe grad skyldes hendes
omhu eg trofaste kjærlighed, der altid fulgte os, selv da naar vi mindst
tænkte derpaa. Paa grund af forholdene kom dette maa ke ikke altid
klart frem, men en ting er vist, hun bar o; altid frem i sine bønner for
naadens og b irmhjertighedcns trone og Var os derved i al sin svaghed
en uvurderlig stotte.
Fremover vinteren og vaaren 1881 tog mor mere og mere af og
laa delvis tilsengs. Men nu som elie) s altid var hun aldrig ledig, naar
hun var ovensenge. Af legemligt a.b ide var det helst strikning, hun
var sysselsat meel i de seuere aar, og da hun havde adskillig lyst til
læsning, var det ikko saa lidet hun læste, særlig religiøse fortællinger;
derhos stellede hun ikke saa lidet med vore smaapiger. Under sin sidste
sygdom laa hun uafbrudt tilsengs næsten 3 uger, og da denne sygdom
var ledsaget af feber, liavd) hun ikke altid sin fulde sans Og samling.
Nogle dage før sin døel nød hun den hellige nadvere, og mandagsmorgen
den 5 september 1881 udaandede hun stille og rolig. Onsdag den 14.
var vi alle hendes gjenleven le bom o,-, andre slcgtninge og bekjendte
samt en del af naboerne tilstede og lulgrc hende til hendes sidste
hvilested. John og Martinus tait - ved baaren i huset, og stiftskapellan Borgen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
