Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - VII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
havde de smaa Folk intet mer at holde sig til; var
det bare et Spørgsmaal om Tid og Appetit, naar
Stormagterne skulde opsluge os Smaafolk? —
Paa alle de gamle Anskuelser, al «Begeistring»,
hele den romantisk-ideale Politik, virkede Udfaldet
som en Jordrystelse.
Og med en vis Gru fandt vi os selv midt opi
Sagen som Medskyldige. Vi havde ogsaa svigtet.
Selv vi. Vi, som var de nærmeste, vi, Brødrene,
vi, for hvem Danmark nærmest havde ofret sit Blod
... og vi, som havde været saa kjække, da der
ingen Fare var, ja som havde vor Del af Skylden
for, at Krigen i det hele var kommet...
Vi var Forrædere, vi ogsaa. Og det paa en
Maade «uskyldigt». Omstændighedernes Magt, Kaos,
havde tvunget os; for det havde jo ikke manglet
paa Sympathi, hverken hos Konge eller Folk. Saa
havde vi da ikke engang os selv at tro paa.
En grænseløs Flauhed afløste Begeistringen. De
unge og de gamle fandt hinanden. Det var sandt:
vi skulde ikke drømme. Vi skulde holde os til Jorden.
Ingen Fraser og store Ord mere. Vi levede paa
Stormagternes Naade, og det fik vi huske paa. Og
egentlig var det kun Sverige, som havde noget at
vente af Europas Naade. Sverige var en anerkjendt
Stat med et anerkjendt Dynasti; vi var for Europa
kun en Del af, bestod egentlig bare gjennem Sverige.
Vilde vi altsaa vedblive at bestaa, fik vi holde os til
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
