Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - VIII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
hvad han tjente og ikke strengt behøvede, Klat for
Klat ned i det bundløse Svælg. Han har paa den
Maade ofret adskillige Tusinder.
Her gjaldt det jo imidlertid ikke om at gaa
gjennem en Mur, men om at vade gjennem et Hav,
og da han ikke vilde gi sig — han er en Stivnakke
af ægte Trøndersort —, maatte man tilsidst snakke
Fornuft til ham. Lie har maattet opgive det
umulige. Hvad det har kostet ham at slippe denne
Livsillusion, derom tier Historien.
— Hans Kamp- og Ulykkesfælle Stabell havde
ikke Ungdomskraften at flyde paa. En lumsk
Sygdom tærede paa hans Kraft, og den svære Tid, han
nu havde at gjennemgaa, paaskyndede Opløsningen.
Over hans Baare sang Lie en af sine stolteste Sange.[1]
— — Det var en Lørdag Eftermiddag, han
forlod Kongsvinger, efterat han, nogle Timer før,
havde skrevet Digtet «Farvel til Glommendalen».[samme]
«Og nu, vi skilles, — jeg staar vemodig;
thi her jeg leved min bedste Vaar;
men sterk og freidig, med blanke Bølger
du, fagre Glomma, mod Havet gaar!
Som Skogens Stok skal jeg ud i Verden
og pløie hen paa dets store Hav;
men mangestunder vil udpaa Færden
min Tanke stille dig speile af,
og dvæle hos dig — helst hvor du svinger
din Vei om Kirken deropi Vinger.»
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
