Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XI
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Fortælling er det lille henrivende Tonestykke «Ved
Enaresjøen»,[1] hvor han med al Romantikens
smertelige Natur- og Fjernlængsel hengiver sig i
Høifjeldsviddens vage Stemninger og vemodsfyldte Mystik.
I Virkeligheden er denne lille Skildring et Forspil
til det Værk, som strax efter skulde overraske og
henrive Norden: «Den Fremsynte».
Istedetfor David Holst har vi Finnegutten Elis
og istedetfor Susanne: «Sorenskriverens Datter, ung
og lys og finvoxen som en Bjerk ved St. Hans ;
Øinene blinkede som en blaa Bæk; Haaret var langt
og askegult; Hænderne vare som et Barns saa hvide
og smaa og ligesom for gode til at tage i noget,
som hørte Jorden til.» Men Elis er i sine Syners
Vold, og oppe i Enaretraktens Ensomhed besøges
han af Skogens og Havets vilde Fruer.
Dybt tungsindig gaar han med Renen oppe i
Fjeldet inde ved Rusland og hører Klager og fjerne
Suk. Men «til sine Tider kunde han se ind i Alten
Kirke akkurat som den Søndag Formiddag, da Solen
skinnede gjennem Ruden hen i Stolen, hvor
Sorenskriverdatteren sad.»
I knappe Sætninger og stille, som Strengeklang
svindende Billeder er manet op al Fjeldørkenens store
Stemning, dette mystisk betagende, som der ikke er
Ord for, som ikke kan fanges uden kanske i Musik,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
