Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
vanskeligt det end kunde være at tie mangen Gang;
sine Interesser kunde han jo ikke døde. —
— Det var ikke greit for den, der «vilde blive
Digter» i hin Tid. Midt paa det hjemlige Parnas
thronede den Bjørnsonske Digtning saa herlig og gild,
at der endnu bare saavidt blev Plads til Ibsen. Vinje
flakkede husvild omkring. Det lille separate Hjørne,
Lie hidtil havde indehavt som «Nordlandsdigter», kunde
han ikke længer nøie sig med; det var national
Digter, han vilde være. Hvor skulde han saa hen? —
Heldigvis havde han Havet.
Ikke for intet havde hans Barndoms Leg staae
paa Strand og Brygge; ikke for intet havde han paa
Fredriksværn legt Tordenskjold eller i Bergen hængt
over Strile- og Nordlandsbaade og set Alverdens
Matroser trække ud og ind; hans Fantasi var for hver
Dag og hvert Aar bleven mere og mere bunden
til Sjøen. Nede i det solhede Italien ligger han og
længter efter Havet slig, at han en glødende
Sommerdag stavrer gjennem den tørre, tunge Sand helt
fra Albanerbjergene til Middelhavet for at faa se og
lugte Sjø; i sin Begeistring skal han endog have
drukket den.[1]
Allerede i «Den Fremsynte» dukker Havet op;
for første Gang i norsk Litteratur har vi ordentlig
Sjøgang. «Fortællinger og Skildringer» aander Kyst
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
